Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 162

160
Soger vi atter til Worms korrespondance, hvor der findes rigelige og hyppigt tilbagevendende
forbandelser over bogtrykkernes langsommelighed og forlæggernes vindskibelighed, moder vi,
foruden omtale af kobberstikkeren Simon de Pas (der pá titelbladet til Fasti og Monumenta
betegner sig selv som sculptor) og Stephanii soranske kobberstikker, der ikke nævnes med navn,
kun lidt om Worms egen formsnider; nár han omtales, er det som glyptes (Epist. 766) — en be-
tegnelse Worm ogsá bruger om Simon de Pas i Epist. 130 —, anaglyptes (Epist. 215) og anaglypta1)
(Epist. 214); i Epist. 217 taler Stephanius om ‘hin anden sculptor’, hvormed sikkert menes Worms
formsnider. Af denne betegnelse fár vi imidlertid intet at vide om det materiale, snideren arbej-
dede i, og de eneste to steder, hvor Worms breve omtaler stokkene, er de allerede nævnte: træ-
snitproverne 1628 og oplysningen 1641, at illustrationerne i det snart færdige runeværk var
gjort i tin.
Men havde Worm 1628 eller kort for en særlig grund til at fá skáret træsnit af runestene, eller
var de nævnte træsnit blot prover i almindelighed til det fremtidige storværk? Jo, netop 1628
udkom Tulshoi sev Monumentum Stroense, livori der, foruden prospektet over Strö-monumentet
(p. 161), er gengivet to runestene: Sjörup (Skonvig I fig. 176, II, 86) og Uppákra (I fig. 214,
II, 100). Den store lighed mellem disse Ire snit, af hvilke Strö-prospektet er den eneste blandt
Worms mange illustrationer, der er signeret, nemlig' med F NR (máske = fecit N. R.)2), viser,
at de er skáret af samme mand, og den forskel, der er mellem dem og det store, ensartede gros
af runestensbilleder i Monumenta, som vi efter Worms brev tor fastslá som tinsnit, gor det sand-
synligt, at vi stár over for de /ræsnPprover, som den af Worm omtalte studiosus havde skáret3),
og som Worm sendte ned til Stephanius. Den samme er máske ogsá mester for den sjællandske
Alsted-sten (p. 163), mens det grovere Tryggevælde-billede (p. 117), der forst udkom i De monu-
mento Trygveldensi Epistola 1636, og som ligeledes má anses for at være et træsnit, er skáret af
en anden hánd. Ud over disse fem formodede træsnit, som vi nedenfor skal se nærmere pá, er der
vistnok ikke flere at finde i Monumenta, resten er, med Worms ord, »icones in stanno«, alle sá
ensartede (jfr. dog p. 85), at de má være skáret i samme værksted. Da Worm endelig tog lat pá
udgivelsen af runeværket og skred til illustrationerne, havde han truffet sin beslutning. Kobber-
stikket var forladt, da det vilde blive alt for dyrt, træsnittet, der var anvendt i et par tidligere
arbejder, blev udskiftet til fordel for tinsnittet, fordi prisen derved halveredes, uden at det derfor
gik ud over kvaliteten, og eet værksted fik hele illustrationsmaterialet i entreprise. De brugte træ-
snit kasseredes dog ikke — men kobberstikket af guldhornet blev omskáret i træ eller tin —; de
fandt deres plads blandt tinsnittene, af hvilke det ældste má antages at være Sandbyense I (afb.
p. 163), jfr. nedenfor p. 164.
Nár vi nu er sá heldigt stillede, at vi har et materiale for os pá over 100 metalsnit mod fem
Gusman: La gravure sur bois et d’epargne sur metal. Paris
1916. p. 33: »En Ailemagne le formschneider est le nom
donné au graveur de forme en bois, en opposition á Kupfer-
stecher ou Plattenschneider qui gravait le métal«, og ibid.:
»A Anvers Hans Liefrinck signe: formschnyder, et Wilhelm
signe: figursnyder«, men tiripagus eller ciripagus »est celui
qui grave les images et les lettres en métal ou sur bois et
qui les imprime*. Jfr. ogsá Erik Fischer, i Kunstmuseets Árs-
skr. 1956. p. 79.
J) Dannet pa grundlag af græsk yAúcpco, indgraver (jfr.
yAúcpavos snittekniv, mejsel og ávayAucpf), basrelief). Pá
latin betyder anaglypta, anaglypha ikke hándværkeren,
men selve det udforte (halvophojede) arbejde.
2) Jfr. F NA [ 1606] = fecit Nicolaus Andreæ (flensborgsk
maler og kobberstikker, elev af Meichior Lorch, se Lauritz
Nielsen: Den danske Bog. 1941. p. 104).
3) En gennemgang af studenterne i Universitetsmatrik-
len i árene omkring 1628 har ikke fort frem tii den anonyme
studiosi identitet.