Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 239

Kapitel 17
CHR. ZEUTHEN, HEINRICH HANSEN, JACOB KORNERUP
kan alle tre i storre eller mindre grad regnes til de moderne runetegnere. I modsætning til auto-
didakten R. H. Kruse er de akademiuddanuede; de var alle arkitekturtegnere eller -malere, og
deres virke lá i hovedsagen pá andre felter end runetegningens, som de kun dyrkede pá bestilling.
De arbejdede alle for Nationalmuseet.
Christian Olavius Zeuthen (1812—90) blev, ligesom seuere Magnus Petersen, anvendt af museet
til alt forefaldende arbejde i marken, og i museets arkiv ligger talrige tegninger og opmálinger
af bygninger, rubbings af tallose gravstene (Roskilde, Ringsted), tegninger af kirkeinventar,
kalker og akvareller af kalkmalerier — Zeuthen var museets forste kalkmalerikonservator eller
-restaurator —, tegninger af oldsager, forlæg til guldhornsstikkene i Atlas for nordisk Oldkyndig-
hed, desuden tegning og akvareller af syv runestene1): 250 HTástrup (1854), de tre fynske sten,
der flyttedes til Jægerspris: 191 Sonderby, 192—93 Flemlose 1—2 (alle 1855), 190 Helnæs (1860),
de to runestene, der blev benyttet i J. Kornerup: Kongehoiene i Jellinge (tav. XXII—XXIII),
raderet af Kornerup: 26 Læborg (1862) og 55 SVissing 1 (1863). Desuden har Zeuthen leveret
tegninger af 357 Stentoften, 360 Björketorp og 359 Istaby til Worsaae: Blekingske Mindesmær-
ker 1846 (tav. XII, X, XI og XIII).
Den bevarede originalskitse (afbildet p. 238) af Helnæs (Nationalmuseets accessionsprotokol
nævner ogsá en af IITástrup) viser, at Zeuthen forst liar sláet en blyantstegning op pá stedet og
dernæst lavet en akvarel efter den. De bevarede tegninger, er, hvad læsningerne angár, ualminde-
lig nojagtige; thi der er ikke een læsefejl, livad enten dette nu skyldes, at Zeuthen virkelig var sá
nojagtig, eller at han var dirigeret. Den udtalte dom dækker dog ikke tegningen af Stentoften-st.,
men her má Worsaae bære ansvaret.
Bortset fra de originale blyantstegninger er fem af Zeutbens runestensgengivelser akvareller,
mens de to seneste, Læborg og SVissing, er tuschtegninger med raderagtig teknik, smá, korte,
hastige streger. Akvarellerne er i gammeldags stil og kun at betragte som farvelagte tegninger,
ikke som malerier —- selv om Flemlose med sine brogede farver er ganske »malerisk«. Runerne pá
HTástrup, Flemlose 1—2 og Sonderby er retlinjede med tendens til individualisering som hos
Arendt; stenkonturen er noget glat og slikket, dog en smule naturligere end hos Kruse. Pá Helnæs-
tegningen og -akvarellen er de enkelte runeformer ret uregelmæssige, ja, de er af og til mere
uregelmæssige end pá selve stenen, en farlig tendens, fordi den giver tegningen et troværdigt
') jfr. bibliografien i DR. sp. 1094; her mangler 191 toften-Björketorp er ikke rigtige; disse tegninger má være
Sonderby og 192—93 Flemlose 1—2, og árstallene for Sten- fra for 1846.