Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 46

42
* hældu, og gengiver linjerne 5—6 + 8 ‘krigerne roste, skrøt av, Hognes
hjerte til Gunnar’.
Vers 4 a og b
(teksten s. 32).
Versemaalet betegnes som draughent; det genfindes i Håttatal vers 65
under samme navn (jfr. kommentaren SnE I 680). Det karakteristiske
for versemaalet er, at linjens første fod bestaar af tre stavelser i stedet
for to i almindelig dréttkvæør håttr: Gunnarr réS | grundu | linna. Af
de 16 linjer i de to vers har imidlertid 4 en stavelse for meget:
4 a, 2: gætti hann vel | digra | mæta.
— 4: færi heldr enn | skapligt | væri.
4 b, 3: eptir frå hann | alnar- | driptum.
— 5: leggja baS f | linnum | bygghan.
1 de tre første tilfælde kan en stavelse med lethed udelades (saal. FJ):
gætti [hann] vel; færi [heldr] enn; eptir frå [hann] eller ept[ir] frå hann.
Men i det sidste eksempel er der ingen mulighed for at forkorte linjen.
Helten er Gunnar, Hognes broder.
4 a. Varianter: 2 mæta S, mætta U; 8 sutra S, sutar U. I det første
tilfælde foreligger i U kun et unødvendigt forsøg paa at forbedre rimet;
derimod er sutar i 1. 8 uden tvivl den rigtige læsemaade (Rugmans
konjektur?).
2 dijgra, af SE forstaaet som dyggra, af FJ digra (i prosa: digr sjodr,
digr gullhringr, digrt men Hkr. II 294).
3 fadmes o: Fåfnis. Samme form 24 a. Den genfindes særlig i norske
haandskrifter, se Oddr Snorrason: Saga (5låfs konungs Tryggvasonar,
1932, s. 22217 (efter AM 310, 4to = Groths udg. 10813) og 25232 (efter
DG:4—7 i Uppsala), (5lafs saga hins helga (Legendariske saga, efter
DG:8), 1922, s. 5422 (jfr. indledningen s. XLIX), E>iøriks saga I 347“
(membranens tredje skriver), men ogsaa i enkelte islandske, se Den
store saga om Olav den hellige 67610 v. 1. (AM 321, 4to, som her gen-
giver et tabt blad af membranen AM 75 a fol, jfr. Bergsbok fadnis),
Noregs konunga tal 24 (efter Flateyjarbok, Flat. II 522, Skjdigtn. I
A 582).
5 leste o: lestir (nominativ) SE; lestir fenris sutar er det samme som
eydir heidingja sutar Sexstefja 6 (Skjdigtn. I A 370).
lofdar er meningsløst (forvansket under indflydelse fra det følgende
lofdongs?); da subjektet maa være lesli(r) fenris sutar, kan man ikke
nøjes med at ændre lofdar til lofda (kenningen lestir lofda forekommer i
Islendingadråpa 17, Skjdigtn. I A 558). SE foreslog lofadr, FJ loks
at, Kock NN § 2069 lofdjarfr; det sidste forslag synes at være det
mindst tilfredsstillende (lofdjarfr ‘djærv i sin ros’ er et udtryk, der
godt kunde passe om en skjald, men ikke om en fyrste; desuden er