Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 93

89
35 a. Varianter: 5 olld S, drld U; 7 hialmreijr S, halm-ræijr U.
4 huijtt swart maa ændres til hvit svQrt (FJ), idet hvit maa høre til
hlifd (jfr. hvit rit vers 5 b), svgrt til rgnd i 1. 2 (jfr. svartar randir vers
16 a). Om tt for t se s. 106.
5 barsc rettes af SE til bargsk. Jfr. bar for barg 32 b1 og særlig bargs
olld 39 a5.
Om tolkningen af 1. 5—8 bemærker A. Holtsmark: »Strofen er, som
vist s. 125, eksempel på singula singulis, foruten at den er en slags
refrån. Prinsippet er at de 4 kontrasterende adjektivene i 1. 4 (8) skal
høre til hver sitt av de substantivene som står foran i strofen, og det
beror på tilhørerens goodwill hvordan han vil taka upp visen. Her
gir benskod breid og hialmreyr mjd seg av seg selv. Men resten er ikke
så greit. FJ tar hd og log (normalisert tgg, låg) begge til gid: ‘høje og
lave bjærgede sig’. Men da er strofens prinsipp brutt, og dessuten kom-
mer beit skjQld til å stå uten subjekt. Vi kan ikke godt ta et slikt uttrykk
upersonlig; hvor linjen er gjentatt i strofe 39 a: bargs{k) gid, beit skjQld \
brandr pudr er det sørget for subjekt. Det er rimelig om benskod er
subjekt for beit; men breid i 1. 8 viser at benskod er pi., beit er mulig feil
for bitu; å endre breid til breitt er også syntaktisk mulig, men ville øde-
legge gåten. *bitu vil stikke av i disse 2 strofene, hvor alle linjer ellers
ender på to trykksterke stavelser; i str. 15b som har lignende bygning,
finnes dog hugar sess 1.5. Om man tør tenke seg en syntaktisk inkongruens
her (jfr. Nygaard Norr. synt. § 66) og beholde beit er tvilsomt; lettere
er det å tenke seg at linjen 39 a har smittet, eller og at en norsk skriver
har oppfattet det sjeldne -skod som femininum. Om vi velger den ene
eller andre av disse muligheter kommer iallfall raud pjod til å stå uten
objekt, og det må være galt. 39 b 1. 5 lyder raut blod, ran piod, strofene
39 og 35 er samme versemål og har flere verbale overensstemmelser.
Om raud er feil for rann (via ran diodl) kan vi lese bargsk Qld hd, rann
pjod Igg; da er både singula singulis og kontrastene reddet. (Kocks
løsning av »korsordgåtan« NN § 1164 er forfeilet)«.
Halvstrofen faar da følgende form:
Bar(g)sk pld, *bitu skjpld
ben-skoS, *rann jojoS,
hvast flugu hjalm-reyr,
lio, låg, breiS, mjo.
Af de foreslaaede tolkninger af halvverset synes denne afgjort at
være den bedste, selv om støtten fra 39 b5 maa siges at være temmelig
usikker (se nærmere s. 95—6). Maaske kunde raud ogsaa staa for raut =
(h)raut: ‘de faldne (saarede) krigere (låg pjod) brummede’. Grunden til for-
vanskningen af verbet i 1. 6 maa søges i at benskod blev opfattet som
objekt (ligesom f. eks. 29 b: hilmir raud *hjalmskod, 33 b sveit fylkis
raud hneiti).
7. Linjen mangler rim. FJ’s konjektur hart for hvast gør ikke sagen
meget bedre, da rimet hart:reyr er meget mangelfuldt.