Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 99

95
som sår-lax, ben-sild o. lign. Imidlertid hedder fisken styrja, og de øst-
nordiske former da. stør, sv. stor (ogsaa ty. Stor), som SE vistnok har
tænkt paa, giver ingen støtte for et vestnordisk stQrr i denne betydning.
KG havde indlysende ret, da han i Njåla II 868 paapegede, at stQrr
i benstQrr staar i ordets sædvanlige betydning: star, stargræs (carex).
»Enhver, der kender denne plante, ser strax, at benstorr (ensis) er en
af de mest betegnende kendinger, der findes«. Jfr. ordene sproti, teinn,
VQndr, reyr i sværdkenninger. Det kan ikke bestemmes, om stQrr her
er mask. (ligesom norsk storr, færøsk størur) eller fem. (ligesom isl. stor,
jfr. ogsaa de gammelnorske eksempler hos Fritzner). — Den gamle
urigtige forklaring af ben-stQrr gentages i LP2 (og Meissner s. 154).
5—8 har i S denne form (normaliseret). Kommaerne er sandsynligvis
tilføjet af Rugman (de mangler i U):
raut blod, rann f)j68,
ribu sverS, né ferS,
almr raubs(k), ræ baubsk,
ram(n)s ætt, oslætt.
I denne tekst er der en række former uden h foran n og r: raut kan
af hensyn til rann og ridu ikke læses hraut; ræ og ramns kan ikke læses
hræ og hramns (hrafns), medmindre ogsaa raudsk læses hraudsk. Der-
imod er der intet til hinder for, at né læses hné.
SE har teksten i samme form som ovenfor. Det samme gør KG Njåla
II 868, som paa grund af formerne uden h dog tror, at halvverset »vel
må være senere indsat«, se ogsaa KG Efterl. skr. II 87—8.
Det norske bortfald af h foran l, n, r er som bekendt førlitterært.
Seip Norsk språkhistorie s. 62—3 daterer det til vikingetidens slutning.
Strofer, der ifølge sagaerne er digtet af Harald haardraade, har h i
disse stillinger. Det samme gælder de vers, der i Orkneyinga saga til-
skrives Ragnvald jarl (se Lausavisur i Skjdigtn. I A 505 ff, vers 66 6
143.4 171-2 211 ~2). I Håttalykill kræver allitterationen hl 11b5 22 bl
35 a2, hn 30 b6 37 a3 37 b3, hr 6 b5 6 9 a7'8 18 a3 4 21 a1 24 a1 34 a7
36 b6-6 36 b8.
A. Holtsmark er tilbøjelig til at tro at raut, ræ, rams i verset ovenfor
skal opfattes som norske udtaleformer »Skjønt det ikke mangler norva-
gismer i Rugmans avskrifter av Håttalykill, er dette det eneste sted
vi kan se tegn til slikt hos skalden. At nordmannen Ragnvald jarl
— om han er skalden — har kjent begge uttalene (med hr og r) er sik-
kert, han passer på å bruke den tradisjonelle islandske uttale i sine vers
ellers. Her må enten være en »lapsus« eller bevisst spill med de to uttale-
måtene. Strofen forklares best om vi, som SE, tenker oss at skalden
har tillatt seg å dikte på norsk«.
Efter denne tolkning er raut — hraut, præt. af verbet tir jo ta. Sætnin-
gen {h)raut bl6d ‘sangvis sparsus est’ maa sammenlignes med hraut å
tQg dreyri Buadråpa 9 (Skjdigtn. I A 555) og hraut å sjå sveiti At-
Håttalykill enn forni.
7