Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 19

15
lecturæ compar«. Imidlertid har han med stor flid læst hvad der kunde
læses og underprikket eller understreget dunkle ord, men fremhævet
defekterne ved stjerner (i virkeligheden bruger han dog ikke stjerner,
men prikker eller korte vandrette streger); med Rugman som skjold-
bærer vil digtet nu staa tryggere for fremtiden, hvis en pedant søger
at angribe det.
Her er det aabenbart tale om et middelalderligt haandskrift, der
delvis var blevet ulæseligt paa grund af slid.
De oplysninger, som Rugman giver, kan da sammenfattes saaledes:
Han brugte et gammelt og delvis ulæseligt haandskrift, som han først
afskrev i hast og derefter underkastede en grundigere undersøgelse, for
om muligt at læse mere. I dette haandskrift var der indført rettelser,
der efter Rugmans skøn pegede tilbage til en ældre original, en proto-
typus.
Rugmans eksempler paa gamle bogstavformer, hvorpaa prototypus
skal kunne genkendes, drøftes nedenfor (s. 99—100). Her skal kun nævnes,
at i hans afskrift af digtet efterlignes de gamle bogstavformer som regel
ikke, men der er dog enkelte undtagelser. Angelsaksisk f skrives i ræfa
16 b4, angelsaksisk v i Hverr 23 a1. Den lange r-form skrives i slut-
ningen af ordene nadr 16 b1 (hvor den synes at være fremkommet ved
rettelse fra det almindelige r) og rodr 18 a3, men desuden i brijndingj
18 a8, raut 39 b5 (Rugmans regel »pro r finali ponitur« er altsaa mindre
rigtig); derimod er ordet yvir, som af Rugman nævnes som et eksempel
paa brugen af det lange r, i teksten skrevet med Rugmans almindelige
bogstavformer (i resterne af vers 2 b, jfr. ifir 19 b8). Naar Rugman
mener at z kan staa for d (o: d) og nævner formen sværz som eksempel
herpaa, er det uden tvivl 34 a* han sigter til (desuden findes sværz
25 b4 39 a4, men her er det tydelig genitiv, ligesom sverz 15 b2, swærdz
33 a6). Maaske tænker han ogsaa paa unz 29 a4 (for und). Da han siger
Z
at h kan betegne d, mener han vistnok formerne rnorh 31 b5, morhz 33 a7.
I afskriften forekommer flere steder bogstavet g og to gange a/ (5 a8
og 21 b3, det første sted ser det hos Rugman ud som sammenskrevet a + v,
det andet sted mere som sammenskrevet a + u). Disse bogstavtyper bru-
ges ikke i det 17. aarh.s islandsk, og Rugman har da sandsynligvis over-
taget dem fra originalen. Enestaaende er e med prik over i frégr 31 a7.
Af forkortelser bruger Rugman ikke særlig mange; de kendes ogsaa
fra samtidig islandsk skrift, og næppe nogen af dem behøver at være
overført fra det gamle haandskrift. Følgende forkortelser forekommer:
Et tegn for ar; formen er ®, f. eks. mg 18 b2.
Et tegn for er.
Et tegn for ur, f. eks. swan2 28 a3. I vlfur 21 b8 har dette tegn en
særlig form; det ligner her -ur som Rugman forkorter det efter t i latinske
verber (se f. eks. reperitur i faksimilet bl. 44 v).
Et ra-tegn i form af to smaa lodrette streger, der gennemskæres af
en vandret streg.
Håttalykill enn forni.
2