Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 83

79
hjalmvQlr forutsetter et hjalm-, som må bety enten selve rofet eller
rorstaken eller selve rorpinnen. Det siste er rimeligst, ags. helma ‘Griff
des Steuerruders’, eng. helm ‘håndtak’, ght. helmo, halmo ‘rorpinne’. Or-
dene of hafbæittom hialme betyr da ‘over rorstangen, som ble krysset
over havet’, idet hjalmr er brukt pars pro toto for hele skibet, likesom
hjalmunvQlr i ramsen av skipaheiti i Snorra Edda. Det har interesse å
finne dette ordet som ellers synes opgitt i norrønt, i Håttalykill, som
alltid har vært regnet som et orknøysk dikt. I engelsk har det levd videre
som helm ‘håndtak’«.
Vers 28 a og b
(teksten s. 28).
Versemaalet, som i haandskrifterne kaldes refrunur hin mæiri (se
ovenf. om vers 20 a og b), er identisk med Håttatal 21 (med refhvQrf
i begyndelsen af alle de lige linjer).
Helten er Gautrekr, jfr. Gautreks saga. Udgiveren af denne saga,
Ranisch, antager (Die Gautrekssaga s. IL), at digterne har kendt for-
tællinger om Gautreks forhold til Refr, da kongens gavmildhed særlig
omtales; dette er maaske rigtigt (jfr. tolkningen af foreg, vers), men
paa den anden side er gavmildheden et stereotypt træk i dette digt.
28 a. Varianter: 3 ræddest S, ræiddist U.
1—2. Paa grund af illr i 1. 2 fandt FJ det nødvendigt at foretage en
voldsom ændring i 1. 1, Golli i stedet for Giættu at (jfr. 28 b7 8). Formelt
blev linjen ikke uantagelig derved, da rimet kunde være Gaut-:pdtt-,
selv om Gætt-:pott- er bedre. Men selvfølgelig vil man helst undgaa
en rettelse, der indfører et ord, der slet ikke ligner det overleverede.
A. Holtsmark peger paa en udvej til at tolke linjerne i den over-
leverede form: »Strofen er eksempel på refrån hin meiri, og den for-
tjener navnet. Den er konstruert slik at hver annen linje har to kon-
traster, og visen får motsatt mening om vi fordeler dem malisiøst eller
velvillig. Strofen 28 b 1.7—8 kan være eksempel:
joollur var gæirs enn gulli
godur illur kyni Jpiodar
— det er ikke umiddelbart innlysende at dette er en ros. Denne inten-
sjonen er nøklen til strofene; den biir fremhevet ved at 1. 2 i a-strofen
er 1. 8 i b-strofen. Og da er det naturlig å forstå 1. 1 i a-strofen slik
det står: Get på at osv. ‘Gjett om G. var god eller vond for menneske-
slekten’ — svaret kommer — riktignok fremdeles tvetydig — i siste
linje«.
Denne tolkning maa i hovedsagen være rigtig. Finessen i flere af
linjerne er, at der jongleres med modsætningerne, saaledes at hvad der
ved første øjekast ser ud som dadel, ved nærmere eftersyn viser sig at
være ros. Det minder om vers, hvor nægtelsen stilles paa grænsen
mellem to sætninger, som dette islandske sléttuband:
Håttalykill enn forni.
6