Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 66

62
2 all valida maa, hvis formen er rigtig, være gen. piur. af allvaldr
(der er ikke overleveret noget *allvaldi, skønt simplex valdi findes ved
siden af valdr). Handler verset maaske om Rolf krakes sidste kamp,
som Hjaltes navn særlig var knyttet til (jfr. Bjarkemaal), saaledes at
geira galdr allvalda skal oversættes ‘kongernes (o: Hjarvards og Rolfs)
kamp’ ?
Da 1. 3 begynder med haf s, maa 1. 3—4 have haft allitteration med h.
Det første ord i 1. 4 har altsaa været herr (maaske her) eller hverr. Hvis
verr er præsens af verja, er linjen vistnok formet efter Sighvats Knuts-
dråpa 4, hvor sidste linje her sænskan ferr ogsaa har verbet i præsens,
skønt der ellers bruges præteritum.
5 hilmir kan være brugt om Hjalte, skønt han ikke var konge, lige-
som gramr om Svipdag, vers 12 b.
Efter 1. 6 hardradan mangler der vistnok kun én stavelse. En udfyld-
ning hardrddan [bardisk] vilde næppe være metrisk rigtig.
L. 8 synes at have haft samme form som linjerne for mjgk mikit | minn
vinr pinig hos Dorarinn loftunga (de to rimstavelser ved siden af hin-
anden, kort pænultima).
En antagelig restitution af verset kan ikke foreslaas.
Vers 14 a og b
(teksten s. 35).
Versemaalet kaldes kimlabgnd. Navnet kimblabgnd genfindes i Håtta-
tal vers 59—61, hvor der skelnes mellem tre variationer. Nærv. strofer
har samme form som Håttatal 61, som i kommentaren kaldes en mestu
kimblabQnd.
Helten har været nævnt i den tabte del af 1. 1. Allitterationen viser,
at hans navn har begyndt med H, navnet skal danne halvrim med ordet
rekkja eller rekja, og følgende vers handler om Hagbard. Af alt dette
fremgaar med sikkerhed, at navnet har været Haki. Denne Haki, Hag-
bards broder, omtales Hkr. I 40—43, SnE I 506, 547, Håttatal 94 m.m.
14 a. Varianter: 7 beniar S (ar understreget), beni . . . U.
2. Efter kon mangler der to tostavelsesord, hvis første stavelse har
dannet helrim med hygg eller mærd. Der kan ikke være tvivl om, at det
første af disse ord har været tyggja (konr tyggja ‘fyrstesøn, fyrste’).
Deraf følger, at reckia skal læses rekja (ligesom weckia 30 a2 = vekja).
Ordene rekja hygg ek mærd um kon tyggja ‘jeg har i sinde at fremføre et
digt om fyrstesønnen’ bliver da en selvstændig sætning. Hvad der ellers
er levnet af 1. 1—4 er saa fragmentarisk og delvis mistænkeligt (særlig
ordet madur 1. 3), at en rekonstruktion er umulig. Foran rekja 1. 1 har
der staaet et ord, der rimede dermed og havde h i forlyd, sandsynligvis
hrekja. Vi faar da: