Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 79

75
3 snar beindur, fejl for snar-beind (SE).
5 weitta . . . veli briot skal læses veita . . . vell-brjdt(r) (JS1, SE).
8 nios, fejl for mos (SE).
Vers 26 a og b
(teksten s. 27).
Versemaalet kaldes hattlaus (SE og FJ retter til hdttlausa). Navnet
hdttlausa genfindes i Håttatal 67. Beskrivelsen der: »f jpessum hætti
eru øngvar hendingar, en stafaskipti sem i drottkvæSum hætti« passer
ogsaa paa nærv. vers. Derimod har mønsterstrofen i Håttatal optakt
i de fleste linjer, hvilket her kun forekommer i en enkelt linje (26 a8);
indtrykket af de to strofer bliver derved noget forskelligt.
Helten er Erik sejrsæl, konge i Sverige (f ca. 995) han omtales bl. a.
i Heimskringla, Knytlinga saga og HeiSreks saga.
26 a. Der er ingen varianter (for pess er 1. 3 maa der i U nærmest
læses pessee).
2 æls o: elds.
4 Om gegnum bemærkes i Skjdigtn. B (i tilslutning til KG Njåla II
964): »dette ord er sikkert urigtigt«. Meningen er den, at da g1 i for-
bindelsen gn hos de ældre skjalde har været spirantisk (se Njåla II 355),
vilde stavelserne seg- og gegn- her danne helrim, hvilket ikke er tilladeligt
i håttlausa. Vor viden om sprogforholdene i det 12. aarh. er dog ikke
saa omfattende, at det kan siges med sikkerhed, at en udtale gn (med
klusilt g) eller muligvis yn (jfr. NN § 2077) ikke kan have eksisteret paa
Orknøerne eller Island allerede saa tidlig. Om yn i norsk kan der henvises
til Seip: Norsk språkhist. s. 119,184. I islandsk, hvor klusilt g i denne
forbindelse nu er eneherskende, kan det tidligst konstateres i det 13.
aarh. (<3låfr hvitaskåld f 1259 citerer en verslinje: hér fregna ml hyggnir,
Islands gramm. litt. II s. 72, jfr. s. 182) og derefter i et digt fra aaret
1345 (signast skyldu seggir hyggnir, Arngr. Brandsson Guhmundardr.
27).
26 b. Der er ingen varianter (8 vqita S, veitta U).
4 mun, sikkert fejl for muninn (JS1, SE osv.).
7 æirni o: erni, saal. allerede forstaaet af Rugman, som oversætter
1. 7—8: »apri mulsum aqvilå (sicl) Rex audax propinavit«.
Vers 27 a og b.
(teksten s. 27—8).
Versemaalet kaldes haddarlag (i S er dd skrevet d med prik over,
i U dd). I Håttatal 79 kaldes det hadarlag (i Cod. reg. skrevet hapar-,
Snorra Edda 1931 s. 24710). Originalen har sandsynligvis haft had-, men
Rugman har læst d som d med prik over. løvrigt er navnet hadarlag