Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 91

87
♦soknbåra gat såra
♦sårvprm Jsvcgit år ar
‘blodet, varmt fra saarene, vaskede sværdene’. Dette er muligt, men et
overbevisende præg har denne konjektur ikke.
Vers 34 a og b
(teksten s. 30).
Versemaalet kaldes tilsegjandi. Det genfindes Håttatal 25, hvor det
kaldes tilsagt (SnE I 634, II 371). Et forstadium findes i parenteser som
skjgld nefni ek svå Skjdigtn. I A s. 429, vers 67. Medens strofen i
Håttatal ikke bruger poetiske ord i forklaringerne, forekommer der i
nærv. vers saavel heiti som kenningar (gudr, hneitir, hjalms grand).
Forklaringen har sin bestemte plads først i b-linjen allevegne undtagen
34 b8, hvor den afslutter linjen.
Helten er Svend tveskæg (f 1014), som altsaa betragtes som Norges
konge i tiden efter Harald graafeld (Hakon jarls tid).
34 a. Varianter: 3 Halg ... a S, hagl ... i U; 4 scioltd S, skiald U;
5 Soon S, soen- U; 6 sværz S, suærd U.
2 væitu skal være peitu (SE).
3 halg o: hagl (saal. U). Jfr. Noreen: Altisl. gramm.4 § 313, 3.
Ogsaa i linjen hagl dreif skarpt å Skgglar, som findes i et vers i Njåls
saga og som meget minder om denne, skrives der halg i et haandskrift
(Skjdigtn. I A 606, vers 73, Njåla II 536). hagl scogs udgør aabenbart
en kenning for pile eller kamp, og da der forekommer alms hagl (vers
36 b7), boga hagl o. lign. (Meissner s. 146, 179), var det rimeligt at SE i
skogr søgte en betegnelse for ‘bue’ (LP1). Senere har man villet finde
dette ord ogsaa andre steder (jfr. LP2):
1) i den ovenfor anførte linje fra Njåls saga, hvor haandskrifterne
imidlertid har skarpt (jfr. Njåla II 541, NN § 2128).
2) hos Sighvat i Flokkr om Erlingr Skjalgsson 43 (Skjdigtn. I A 244):
skogs gggr økse, »men her betyr skdgr bare ‘skog’, og det hele er en økse-
kjenning, jfr. SnE I 420: oxar kalla menn trgllkvenna heitum, ok kenna
vid .... skog eda vid« (A. Holtsmark); om genitivformen skogs se FJons-
son Skjaldesprog s. 9—10. løvrigt har de bedste haandskrifter ikke skogs
her, men skærs eller skers.
3) i vers 1 i Qrvar-Odds Ævidråpa (Skjdigtn. II A 306) forekommer
skogs bæ stafr eller skoks skæstafr, men tolkningen er ganske usikker
(jfr. NN § 121).
Tolkningen af skogr som ‘bue’ faar saaledes ingen støtte andre steder
fra. Hertil kommer, at Rugman i S har underprikket og i scogs og til-
føjet k over linjen; han synes saaledes at have været i tvivl om læs-
ningen. A. Holtsmark bemærker: »Stedet er åpent for en rettelse, især
da scoglar følger umiddelbart. Et skass eller skårs ligger grafisk nær;
skass hagl ‘trollkjerring-hagl’ skulle vi kunne akseptere som kjenning