Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.1941, Blaðsíða 82

78
A. Holtsmark foreslaar ændringerne aurbordum, meitti (for mæiom) og
hialma: »‘han sendte ut på herstier fordum skibene, splintret med nyttig
våpen gullhjelmer’, dvs. drepte andre høvdinger«.
5—8. Tolkningen er i visse enkeltheder usikker. Flg. punkter maa
særlig nævnes:
5 svanveng . . maa udfyldes svanvengis (SE); svanvengis (svanelandets,
havets) sndtir er en betegnelse for bølgerne, personificerede som Ægirs
døtre (jfr. Meissner s. 98).
6 snoter aust liotar, o: snoter {r)austliotar (saal. allerede Rugman i U),
jfr. vers 4 a leste{r) red.
8. Bølgernes sang betegnes her som serk-salmar (k understreget). SE
ændrede første led til sker-; han oversætter i LP1 skersdlmr »cantus
scopulorum, fremitus fluctuum in scopulos incidentium........; sed meg-
jar svanvengis sungu skersdlma nudis verbis est, undæ fremebant«. Rent
metrisk medfører rettelsen en forbedring, da man derved undgaar de
to s-er i linjen. Hvad indholdet angaar, er der særlig slægtskab med det
bekendte sted i Ynglingatal 25:
ok Austmarr
jpfri sænskum
Gymis ljoS
at gamni kveør.
A. Holtsmark forsvarer den overleverede læsemaade serksalma. »I dette
korstogenes århundre er serkir og heidingjar det samme; ‘svanevangens
jenter sang med stygge stemmer høyt sarascener-salmer’, o: hedenske
salmer, trolisanger? Om denne tolkning er riktig, gir ordet serksalmar
også støtte for den gamle mening at Jorsalfareren Ragnvald jarl har
sin del av skaldeæren«.
7 hafbeittr kan være =hafi beittr, ligesom f. eks. hjgrundadr er = hjgrvi
undadr. Verbet beita er kausativ til bita, saa at beita e-n betyder ‘lade en
blive bidt’; den oprindelige betydning foreligger bl. a. i beita e-n hundum
‘lade en blive bidt af hunde’, overført i beita e-n vélum ‘anvende list mod
en’. Saaledes skulde hafbeittr her kunne oversættes ‘udsat for havets
biden’, ‘som fortæres af havet’.
Det kan dog ikke nægtes, at ordet hafbeittr umiddelbart fører tankerne
i en anden retning, nemlig til verbet beita i betydningen ‘krydse’, saa-
ledes at hafbeittr betyder ‘som ved krydsen føres over havet’ (jfr. FJ’s —
tvivlsomme — opfattelse af angrbeittr Egill Lv. 24). I saa fald maa man
i hjalmi 1. 8 søge en betegnelse for et skib (eventuelt for en del af et
skib), og forbindelsen mellem gullhjalmi 1. 4 og hjalmi 1. 8 maa opgives.
Denne mulighed prøves af A. Holtsmark, som skriver om ordet hjalmr:
»Blandt skipaheiti Skjdigtn. I A s. 637, 7 står hialmunvolr. Det er
egentlig ikke skibet, men rorstangen; etymologisk er det en tautologi:
hjalmvQlr som biir *hjalmulr og ved en ny sammensetning hjalmulvglr.
Ved dissimilasjon er så oppstått hjalmunvglr, hjalmurvglr. Et hjalmreip
i to håndskrifter av Byloven IX, 18 for hjalpreip hører mulig også hit.