Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 11

FORORD
En bog om Jon Skonvig og de andre runetegnere má ifolge sagens natur skrives af en prak-
tisk runolog, dvs. ikke en ensidig skrivebordsrunolog, men en epigrafiker, der har arbejdet i
marken. Kun den, der er fortrolig med de forhold, som kan gore sig gældende ved undersogel-
serne pá ástedet, som har set stenene i deres mos- og lavbegroede tilstand, fundet dem pá
vanskeligt tilgængelige steder i mere eller mindre god belysning, som selv gennem erfaring véd,
hvad træthed og uoplagthed betyder for resultatets nojagtighed, og navnlig hvilke omstændig-
heder der i ovrigt kan spille ind ved undersogelserne, kun den forsker opfylder de elementære
betingelser for at give den rette vurdering af vore runestenstegnere. De problemer, som tegnerne
kæmpede med, har ogsá været hans.
Ligesom det i sin tid var en ungdommelig oppositionstrang mod L. F. A. Wimmer, der fik
forf. til at kaste sig over det runologiske studium, sáledes blev det beundringen for Ole Worm og
hans hovedtegner, der vakte interessen for en nærmere undersogelse af denne sidste, hans teg-
ninger og hans forhold til Worm; denne interesse voxede, hver gang den konrogmættede pensel
sværtede runerne pá de sten, Skonvig og de andre tegnere mojsommeligt havde skildret uden
andre hjælpemidler end en blyant og — máske — et stykke kridt. Jo længere arbejdet skred frem,
og jo mere det lettedes af de tekniske fremskridt, vor tid stillede til rádighed, des oftere gled
tankerne tilbage til de egne primitive forsteundersogelser og til forgængerne, som ikke kendte
epigrafikerens dyrebareste ven: det elektriske lys. Just derfor kan og má runologen af idag se
pá sine forgængere med beundring, nár de med deres primitive redskaber ofte har opnáet frem-
ragende resultater, og med mildhed, nár de er kommet til kort.
Oprindelig var det forf.s tanke kun at udgive og behandle Skonvigs tegninger, men allerede
de forste forarbejder viste, at denne fremgangsmáde var ufyldestgorende; uden en sammen-
stilling med andre runetegnere vilde Skonvig stá isoleret og savne baggrund. Planen udvidedes
derfor naturligt til at blive en kritisk gennemgang af alle vore runetegnere: Jon Skonvig,
»BornhoImeren«, IJans Mejer, Laurids Bording', Soren Abildgaard, M. F. Arendt, R. H. Kruse,
Chr. Zeuthen, Jacob Kornerup, Heinrich Hansen og Magnus Petersen. Men droftelsen af for-
holdet mellem Ole Worm og Jon Skonvig medforte atter, at der rnátte tages stilling til fag-
runologens, filologens, benyttelse af og indflydelse pá det ‘manuelle’ materiale, og sáledes ud-
viklede planen sig til at blive en gennemgang af runologiens historie i Danmark med en kritisk
vurdering af tegnerne og fagrunologernes forhold til disse, forst og fremmest udgiverne af vore
tre forste runeværker: O. Worm, P. G. Thorsen og L. F. A. Wimmer, og denne undersogelse er
sogt udstrakt til vore egne dage, idet forf. har provet at se billedatlas’et i det af Lis Jacobsen
og Erik Moltke 1942 udgivne runeværk i dets historiske sammenhæng.