Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 13

11
rent runologiske faglitteratur: pávisningen af formsniderens overordentlige selvstændighed over
for forlægget, der ofte forvandles indtil ukendelighed og hyppigt bliver ganske misvisende, samt
opdagelsen af hans fremgangsmáde, anvendelsen af en teknik, som hidtil er blevet betragtet som
meget underordnet i bogillustrationskunsten.
Historien viser, at den ene runolog ikke levnede den anden ære for to skilling; Ole Worm og
Johs. Bure hakkede af hjertenslystlospáhinanden, den sagtmodige Thorsen foer hárdtfrem mod
den overfladiske og foretagsomme C. C. Rafn, Wimmer sondermalede fuldstændig Thorsen (og
George Stephens), mens Lis Jacobsen har sogt at ribbe den sacrosancte Wimmer for hans bedste
fjer. Disse forhold er forstáelige ud fra tidens ánd og den foreliggende situation: Worm og
Bure, Rafn og Thorsen var samtidige og' jævnaldrende konkurrenter; Wimmer, Thorsens yngre
samtidige, sá som den forste moderne skolede filolog og runolog ned pá den upraktiske Thorsens
teologiske sprogforskning, og Wimmers selvsikre máde at fremhæve sine ufejlbarlige læsninger
pá æggede hans elev, Lis Jacobsen, til at rive ham ned af piedestalen, da hun forst havde fundet
en enkelt af hans sikre læsninger forkert, ligesom hun páviste, at hans hele dateringsmáde strider
mod vor tids mere nogterne og resignerede erkendelse af de vanskeligheder, der er forbundet med
en nojagtig tidsfæstelse af fortidens minder, det være sig genstande fra folkevandringstiden,
vikingetiden eller middelalderen.
Forf. har sat sig til opgave sá vidt muligt at gore ret og skel lige uden sine forgængeres hárde
ord og nojes med at lade kendsgerningerne fælde deres dom; denne vil vise, at Wimmers kritik af
forgængerne ikke altid holder stik, og den hadske tone, der klinger igennem hans angreb pá de
forsvarslose fagfæller, Stephens og Thorsen, hvis nyttige arbejder nutiden ikke onsker ugjort,
kaster et lidt ubehageligt skær over ham som menneske og videnskabsmand.
Imidlertid, nár forf. lader blikket glide tilbage over den skare mænd, forskere som tegnere,
der har bragt den runologiske videnskab frem til det, den er idag, er der to navne, der tegner sig
mere lysende end de andre: Worm og Wimmer. Trods de iojnefaldende svagheder, allerede sam-
tidens forskere kunde finde i Worms værk — i almindelighed uden evne til at rette dem — er
Worms indsats dog sá stor, at den aldrig, uanset sprogvidenskabens og teknikkens fremskridt,
kan formindskes eller fordunkles. Og skent Wimmers snævre, absolutte dateringssystem har
máttet luges op som en misvæxt, skont en del af hans læsninger har kunnet korrigeres, enkelte
endog ret kraftigt, var det ikke uden grund, at samtiden og den nærmeste eftertid betragtede
hans runeværk med samme ærefrygt, som i sin tid blev Worms Monumenta til del. Thi forst med
Wimmers værk blev der bragt orden og system i de danske runemindesmærker, og eftertiden fik
en solid grundvold at bygge videre pá.
Mens Worms Monumenta blev sláet ud — efter halvandet hundrede árs forlob — dels af sprog-
videnskabens fremskridt, dels af grundmaterialets — afbildningernes — utilstrækkelighed, er det
forst og fremmest teknikkens udvikling, der har gjort Wimmers værk forældet efter kun 50 árs
forlob. Det kunstige lys og fotografiet afslorede i hans læsninger og tegninger unojagtigheder,
der var af betydning for palæografien, sproghistorien og indskrifternes indhold. I denne forbin-
delse vil det være oplysende at pege pá de to runesten, der danner den triumfale afslutning pá
Wimmers oversigt over runologiens historie og opstilles som exempler pá fortidens vankundighed,
runologiens fremskridt og de Wimmerske metoders fortræffelighed: Vordingborg-stenen og Son-