Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 25

23
k-bælgen i sulka, godt kan give den uovede anledning til at læse sulfa, mens det som e læste a i
sialfan har sá lang en bistav, at det er utænkeligt, at Skonvig, om han havde stáet med Worms
rigtige læsning i hánden, skulde have rettet hans rigtige sialfan til sielfan.
Worm viser sig da i sin revisiori af Skonvig som en meget uselvstændig runelæser; ikke blot
gentager han alle hans graverende fejl, men han fojer selv en ny til og retter kun et par enkelte.
Vender vi os imidlertid til stenens korssmykkede side, kan vi ikke her frakende Worm en endog
usædvanlig stor selvstændighed: i stedet for Skonvigs rigtigt opfattede korsstav, med lidt nusseri
i toppen, finder vi pá snittet en omvendt ornefod. Den lange korsstav er blevet til den nederste
klumpede, fjerbesatte del af ornefoden, mens Skonvigs tre uregelmæssige kviste eller grene er
blevet til tre veritable kloer, der af Worm forklares som slægten Urnes váben, bvorfor han dedi-
cerer hele afsnittet om Tillitse-stenen til Christoffer Urne til Ásmark, idet han tror at finde en
af hans forfædre nævnt i indskriften.
Drnefoden skyldes Worm selv1). Slár vi op i hans endnu bevarede manuskript, ser vi, at Tillitse-
stenen er fuldstændig omredigeret i det trykte værk, sáledes at der ikke er mange ord tilbage
af den forste redaktion (der er gjort pá grundlag af Skonvigs tegning og beskrivelse), og vi træffer
heller ikke den lange dedikationstale til Christoffer Urne. Derimod findes folgende passus om
Skonvigs korsstav: »Og hvis man tor slutte noget af linjerne pá nordsiden (som uden tvivl skal
repræsentere familiens váben), mener jeg her at se Urnernes ornefod, som denne adelige familie
fra arilds tid har báret i sit vábenskjold«2). Med andre ord: allerede Skonvigs tegning har inspireret
Worm til den tanke, at fjerde side indeholdt Urnevábenet. Og hermed er derbasisfor formskære-
ren til at udove sin kunst, og af Skonvigs noget misforstáede »vábentegn« at frembringe en rigtig
ornefod. Om han til grund for sin fremstilling har haft en revideret tegning af Worm — eller blot
Worms beskrivelse, vides ikke; men da der ikke kan være tvivl om, at indskriften er skáret efter
Skonvigs tegning — bemærk blot de store punkter i e-runerne—, har Worms eventuelle revi-
derede tegning sikkert blot bestáet i et rids, hvor han har vist, hvorledes han vilde have ind-
skriften og figuren fordelt pá to perspektiviske tegninger, og her kan han have skitseret sin op-
fattelse af ornekloen.
I gengivelsen af sit objekt rummer træsnittet fejlkilde no. 3. Originaltegningen — resultatet af
tegnerens subjektive opfattelse af sten og indskrift — er fejlkilde no. 1. Rentegningen er fejlkilde
no. 2 (jfr. p. 18) med samme risiko som træsnittet for afkopieringsfejl. Men da snittet skal skæres
spejlvendt i stokken, giver denne fremgangsmáde yderligere mulighed for kopieringsfejl. I ikke
mindre end tre tilfælde er ord fejlskáret af formsnideren: stiur for stiub, hiapi for hialpi
og koþn for koþa; det sidste exempel skyldes naturligvis spejlvendingen; a for n og n for a
horer ogsá til de hyppigste fejl pá runemonterne, hvor runerne er skáret spejlvendt i stemplet.
Alle tre fejl maner til den yderste forsigtighed over for træsnit, ja, i tvivlstilfælde tor man over-
hovedet ikke forlade sig pá noget træsnit i Monumenta Danica.
J) Worm beder i et brev af 6. febr. 1636 (Epist. I, 465)
sin gode ven, den udvalgte prins Christians livlæge, Hein-
rich Köster, om tegninger og oplysninger vedrorende Til-
litse, Bregninge, Skovlænge og Tirsted. Der er dog intet,
der tyder pá, at Köster har opfyldt Worms onske, hvad
angár Tillitse, og i ovrigt er Worms afsnit om Tillitse-
stenen i Monumenta dateret sex ár for det nævnte brev.
2) Ac si qvid ex ductibus septentrionem spectantibus,
(qvi familiæ procul dubio repræsentabunt insignia) colligere
licet, Urneorum hic mihi videor videre aqvilinum pedem,
qvo a iongissimo ævo, generosa hæc familia in clipeis suis
gestare soiet.