Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 26

24
Vi vil nu gá over til at betragte Worms fremgangsmáde over for det leverede materiale og se,
hvad han fár ud af det; derigennem fár vi nemlig indsigt i, hvad han — dvs. den tid — lagde
vægt pá, oghvad han betragtede som underordnet. Dette kendskab bliver os til nytte ved vurde-
ringen af Skonvig.
Idet vi kun holder os til almindelige træk, der gár igen ved hver runesten, noterer vi, at Worm
i veltalende, latinske vendinger gentager Skonvigs torre oplysninger om stenenes plads og stor-
relse. Dernæst trækker han indskriften ud og gengiver den med runer (da han derigennem vilde
vænne læseren til dette alfabet).
Tillitse-indskriften fár i denne »udtrækning« folgende form:
+ HKI h : Hnrf'-I : Hnt : m:R + HI:HTII:NM:»t!'T Hlimt: HIK : IYni: HTIITD ylÞ : HTHh : Nf'U :niTRIIT :
Hnh+A: n-ll' +HKir.
KRITR. +MrBI. HMr. +-U-H. IÞK. H-H-T + . flN + r.
TÞKI. RIHTI - Rnh+R - + HP'TI/k. Þ + hn. PTÞ + . HTinB TtÞnR.HIH.
Herefter folger en transskription til, hvad Worm forstod ved oldsproget:
Eskil sulfa sun lil resi sliri disa eft sialfan sig, Emun Slanta med Stein Lifir Vitriit suner van
Eskil.
Kristr hialpi siol hans aog sanle Mikael.
Toki risti Runer eaftir denu gode Stiub Modur sina.
Dette oversættes atter til latin:
Eskillus Sulfæ filius sibi ipsi hunc lapidem posuit. Emundum, Stentonem cum Stenlifero Vitriti
filios vicit Eskillus. Christe juva animam ejus et sancte Michael. Toko runas incidit in memoriam
bonæ Stiubæ matris suæ, d. e. Eskil, Sulfas son, satte denne sten efter sig selv. Eskil besejrede
Emund, Stento sammen med Stenlever, Vitrits sonner. Krist hjælpe hans sjæl og sankt Mikael.
Toke ristede runer til minde om den gode Stiub, sin moder.
Bortset fra en enkelt trykfejl, KRITRforKRIHTR, bemærker vi i de udtrukne runer en mærkelig
inkonsekvens, idet Worm snart bruger e-runen snart den gennemstregede a-rune til betegnelse
af e- eller æ-lyd, uden hensyn til om indskriften selv har e eller a. I udskriften anvender Worm
ábenbart + med dens yngste (middelalderlige) værdi: æ, og til at betegne a bruger han den
ensidige (middelalderlige) a-rune V, svarende hertil bruger han kun ensidigt n I, mens vi derimod
finder báde T og 1 for t. Hvor lidt vægt Worm lægger pá en exakt translitteration, ser vi af, at
han, da han skal til at gennemgá de enkelte ord, skriver NT • RIHI, mens ovenstáende translitte-
ration havde m : R+HI, altsá en kontamination af træsnittet og translitterationen. Nár Worm
viser en sádan ligegyldighed over for den enkelte runes form, hvorledes sá ikke med Skonvig.
Vi stár her over for et typisk træk hos vore forste runologer. De havde endnu ikke sans for de
enkelte runers individualitet. For dem var en r-rune en r-rune, en t-rune en t-rune etc., uden
hensyn til om runen i ovrigt havde noget særpræg; om en rune var ensidig eller gennemstreget,
var for sá vidt underordnet.
Man kan ikke dadle Worm og Skonvig for denne tænkemáde. Worm havde sá travlt med de
tusind problemer, der ellers knyttede sig til runestenene, forst og fremmest den nogne tolkning
samt det olddanske sprog; han kunde ganske simpeltikke overkomme ogsá atbeskæftige sig med
det enkelte runetegn pá den enkelte sten, med ristere og risterskoler etc. I almindelighed lá