Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 32

30
SideB: ianhanuarþtauþr^su^ - tauþu
þiauþuaukuasfurs - fursi
if“ikisiq.þiþ^alÍRUikikaR ------
Asrád og Hildvig rejste denne sten efter Frede, deres frænde(?); og han var da(?) f^ink
uaÍRa; og han fandt doden i Sverige og var fursifrikisiq.þiþg. alle vikinger(ne).
Af denne indskrift, der er en hed kilde til ærgrelse for enhver runolog, fordi den er ligesá vanskelig
at tyde, som den er let at læse — det eneste problem er at kende forskel pá u- og r-runerne -—
har Skonvig givet en næsten fejlfri aftegning. Læsningen hiltuun er, som det fremgár af det
optrukne foto (fig. 26), i hoj grad undskyldelig og ligesá tauþu; for stungne k-er (fqing) har
Skonvig nu engang forkærlighed, og læsningen fursi hænger sammen med hans totale misfor-
stáelse af ornamentikken. Det tjener hans opmærksomhed til liden ære, at han har overset uaÍRa.
Worms snit (fig. 23) hviler direkte pá Skonvigs tegning. Formskæreren har gjort, hvad han
kunde, for at fá noget pænt ud af Skonvigs hjælpelose ornamentik; i raisþu har han glemt
a-runen, og her folger Worms text snittet. Man kan ikke undre sig over, at Worm ikke var i stand
til at tolke denne indskrift, som sá mange lærde hoveder i vore dage har sogt at ráde, selv om
hans forlæg var bedre end ved sá mange andre indskrifter; men der kan heller ikke være tvivl om,
at Worms tolkningsforsog af Tirsted-indskriften liorer til hans mest uheldige, fordi han begynder
med indskriftens sidste linje1).
Som fig. 24 viser, betyder Abildgaards tegning et godt skridt frem fra Skonvigs, kunstnerisk
og proportionelt; ydermere har han set runerne uaiua, der er puttet ind mellem side A og B;
pá den anden side læser han fejlagtigt liiltur; i þansi har hans i-rune fáet »t-bistave« forneden,
n’et i sin (linje 4) liar fáet to bistave; tauþr i linje 5 er blevet helt forkludret, og ligesom Skonvig
har han, ved misforstáelse af ornamentikken læst fursi; endelig har alÍR i sidste linje fáet et
par kraftige »t-bistave« foroven pá a’et. Indskriftsmæssigt altsá en tilbagegang.
Magnus Petersens af Wimmer dirigerede tegning (fig. 25) er sikkert det bedste, der kan leveres
med en tegnepen: proportioner, ornamentik, runer og individualiteter, alt synes ved forste oje-
kast at være i orden, men er det kun til en viss grad: runerne er overalt blevet for regelmæssige;
det samme gælder ornamentikken og de skálformede fordybninger, ja, man kan næsten sige, at
forholdet mellem Magnus Petersens tegning og det optrukne fotografi er som mellem Worms
snit og Skonvigs tegning: regelmæssighed vundet j)á nojagtighedens bekostning.
R0NNINGE-STENEN
Ásum hrd. Odense amt (Worm p. 239, DR. no. 202, Skonvig I, 22).
Skonvigs tegning (fig. 27), der er 13 cm hoj (lang), gengiver stenen liggende; hans stenmál,
157 x 62,5 cm, over for E. M.s 104x62cm kan godt være rigtige, idet der muligvis er y2 m
!) Friki siodi Doalir Vikingar diaudu aug Vasfur, Senian lapidem hunc posuerunt Osradus et Hiltuur, d. e. Friki
han vard Taudun sun. Sinian han var Dofoing. Eft Froda dræbte vikingen Doalir, og Vasfur Sinian var den dræbtes
fronti sin raisdu stain densi Osradr aug Hiltuur. Dette son. Sinian var Dofoing. Efter Frode deres frænde rejste
oversættes: Friki piratam Doalir occidit et Vasfur Sinian Osrad og Hiltuur denne sten.
erat occisi filius. Sinian erat Dofoin. Frothoni cognato suo