Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Page 33

31
under jorden1) — hvad der ganske vist ikke fremgár af Skonvigs usandsynlige tegning af stenens
fod.
E. M.s læsning: Skonvigs afvigelser:
suti i sati i stain ■ þansi i aft
ailaif i bruþur i sin i sun i ^skaus ranlaif : - : - : - : ^ : skaus
rauþum i skialta - : - •
Sote satte denne sten efter sin broder Elev, son af Asgot med det rode skjold.
Proportionelt set er Skonvigs tegning ikke god, og er der nogen ræson i hans málopgivelse,
lader han stenens underside være alt for nær de nederste runer; læsningen er, bortset fra ranlaif
for ailaif, næsten rigtig; det er imidlertid ikke let begribeligt, at han overalt gengiver stenens
skilletegn, en lille, vertikal streg, ved to punkter. Skulde ber være tale om skrivebordsfejl?
Læsningen g. : skaus, der muligvis er inspireret af den ledsagende texts Skaaussbo, kan man
næppe bebrejde Skonvig; der er nemlig et par »punkter« pá det af ham angivne sted (hvor er
der ikke punkter i en grovkornet granitflade?), men de er naturlige, ikke huggede. Fejllæsningen
af broderens navn forekommer ved forste ojekast uforstáelig; men nærmere eftersyn viser, at
det er de naturlige furer i afflisningen over dette ord, Skonvig har regnet for runen r.
Worms snit (fig. 28) har Skonvigs tegning som forlæg og kun den; men den naive tegning af
den liggende sten bar ikke passet formsnideren, der i stedet bar skáret stenen stáende; runerne
er som sædvanlig gjort regelmæssige; tegningens m med det rigtige, firkantede hoved er normali-
seret til 9 med rundt hoved, runen þ har fáet formen t. At Worm ikke har kunnet klare Skonvigs
sun : q. : skaus er begribeligt, sá meget mere som Skonvigs beretning om herregárden Skovsbo
jo syntes at bekræfte denne læsning; men Worm er klar over, at der er noget galt; der bor ‘men-
deres’, og han finder, at den rette læsningmá være ikke sun, men sunar, sonner, »for at inkludere
begge og angive, at Skau var fader báde til Ranleif og Suti«; hans tolkning lyder: Suto lapidem
hunc posuit fratri suo Ranleifo, filio Skavonis rubicundi scaldri, d. e. S. satte denne sten efter
sin broder R., son af skjalden S. den rode (ell. S., den rode skjald).
Der existerer fra Magnus Petersens hánd to tegninger af Ronninge-stenen, den ene — hans
selvstændige — offentliggjort i Thorsens runeværk I. 1864. p. 267, den anden fra 1879, gengivet
med Wimmers rettelser i DRM. II. 399. I den forste, der er grovere i stregen, men ogsá mere
malerisk end den anden, er der, foruden ubetydelige unojagtigheder, en reel fejl. Magnus Peter-
sen har overset, at s i þansi har formen h med fuld hovedstav. Denne lapsus er rettet hos
Wimmer. I kapitel 18 undersoges Wimmers betydning for de Magnus Petersen’ske runetegninger.
fALLERUP-STENEN
Ásum hrd. Odense amt (Worm p. 241, DR. no. 201, Skonvig I, 23).
Skonvigs tegning (fig. 30), der er den eneste existerende af denne ellers ukendte runesten,
máler 9,9 cm.
J) Stenen er 1949 flyttet til Renninge.