Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 39

37
GISIKES BYGNINGSINDSKRIFT PA ODENSE S. KNUDS KIRKE
Odense (Trap 5. udg. 1956. p. 123, 131, Skonvig I, 30).
Biskop Gisikes indskrift, der beretter, at han 1301 rejste S. Knuds kirke (dvs. de fem vestfag)
og opfordrer menigheden til aldrig at holde op med at give, sidder i kirkens vestparti under side-
skibenes gesims. Den bestár af store, smukke, gotiske majuslder, svagt fordybede, hvert bog-
stav i sin sten eller flise (i alt fald pá nordsiden) og udfort for brændingen. Frisens sten har
oprindelig været sortglaserede, mens bogstaverne stod rode i teglets farve. Indskriften begjmder
pá nordsiden og fortsætter pá sydsiden af kirken. Skonvig har kun afskrevet nordsidens indskrift
(fig. 43), hvis ordlyd med tilnærmelsesvis sikkerhed er rekonstrueret til:
HOC OPUS EREXIT PHYNENSIS GISICO PRESES
SPIRITUS ALLEXIT QVEM NON SUGGESTIO DESES
UTUT SUM ME TUTUS IN COELO BEATUS TUETUR
QV . . . og videre pá sydsiden, d.e.
Dette værk rejste den fynske biskop, Gisike, hvem ánden, ikke et orkeslost indfald tilskyndede.
Hvordan jeg [d.e. kirken] end er, beskytter mig den i himlen trygge, salige [kronede martyr,
Knud], der her er stedt til hvile . . .
Soger man ud fra dette grundlag at dechifrere Skonvigs afskrift, forfærdes man: sá ringe har
han da aldrig været for. Og nár man sá samtidig konstaterer, at han anbringer den aftegnede
indskrift, ikke pá kirkens nordside, hvor den sidder og altid har siddet, men pá dens sydside, má
man have lov at antage, at det er gáet ham som sikkert mangen anden epigraf, han er máske
ikke gáet ganske nogtern til sit arbejde.
Spiritus allexit, deses ut, det er, hvad han har læst (næsten) fejlfrit. Transskriberet til versaler
fár hans aftegning dette udseende: RGXIT PHYNEDSIS IFNNNFSGS SPIRITUS ALLEXI(T)
NSMAT S(EE)GTIO DESES UT.
Heraf kan ydermere conjiceres: rexit phynensis. Resten er háblos forvirring.
En nærmere undersogelse af indskriften og dens skæbne gennem tiderne vil dog i nogen
grad rehabilitere Skonvig, selv om man aldrig vil kunne bortforklare syd for nord eller forklare
hans sammenblanding af hinanden lignende bogstaver (G og E) pá anden máde, end at han har
stáet pá kirkegárden neden for indskriften og afskrevet, hvad han kunde se.
Mange forskere har sogt at lose indskriftens gáde; thi ligesá klar, som den nu stár efter restau-
reringen 1872, hvor alt forvitret blev fornyet eller udbedret, ligesá fyldt med sporgsmálstegn
har den været for. Præst og dommer, kendte lærde mænd som Vedel Simonsen, Rasmus Nyerup,
C. Paludan-Miiller og stiftprovst A. K. Damgaard har báret sten til tydningsarbejdet, for livis
videre udvikling den nævnte restaurering nu har sat en stopper.
For restaureringen stod stenene sortmalede, mens bogstaverne var iivide; mange var kun
malede oven pá den forvitrede overflade, der ikke havde levnet spor af bogstaverne, ja, Paludan-
Miiller skriver, at opmalingen af bogstaverne sikkert flere gange ligefrem »har været overladt
Haandværkernes Godtbefindende«.