Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 51

49
Præmisserne for denne opfattelse er folgende: Skonvig aftegner i Randers en sten, der findes
foran »>en mands dor«; kun pá bredsiden ses runeskrift. Pá grundlag af tegningen behandler Worm
stenen i sit runeværk. Lis Jacobsen kalder denne sten, som ogsá er tegnet af Albert Holst (fig. 71)
og hos ham ledsages af samme pladsoplysning (jfr. DR. sp. 154), for Randers W.
1804 nævner S. A. Stadfeldt i »Beskrivelse over Randers Kiobsted« en runesten, der ligger ud
for huset no. 5 pá Storegade i Randers, »i det yderste Fortog ud til Rendestenen«. — Da denne
sten i 1840’rne blev optaget, viste det sig, at det var dens smalside, med runerne: r : hrþa :
kuþan : þign : , der vendte opad, mens bredsiden viste spor af et langs kanten lobende rune-
bánd (se fig. 72). Lis Jacobsen, der betragter denne sten som en anden end Randers W, benævner
den Randers S. Hendes grunde for, at de to sten ikke er identiske, er :
la) »Det afgorende bevis for indentitetsmangelen er, at hojre smalside, der bærer den læselige
runeindskrift pá Randers S, ikke pá Randers W, som Wimmer formodede, ‘pá Worms tid var
skjult’, men tværtimod, hvad Skonvigs tegning tvdeligt viser, just vendte ud mod beskueren,
og denne side bærer, som det ses, ikke en enestc runen. — lb) Skonvigs tegning viser en opad til-
spidsende eller afrundet sten, mens Randers S nærmest er rektangulær, »og pá dette punkt kan
man stole pá Skonvigs tegninger: de gengiver overalt, hvor vi kan kontrollere dem, stenkontu-
rens karakter (spids, rund, kantet) pálideligt.«
2) »Randers W lá som dortrin foran en mands hus; hvor i byen vides ikke. Randers S blev
fundet i ‘det yderste Fortog ud til Rendestenen’«.
3) Ifolge Holsts og Skonvigs tegninger har Randers W báret »en meget tydelig indskrift« (pá
bredsiden); hvis det var den sten, der flyttedes ud i fortovet, má flytningen (ifolge en tegning
af Abildgaard) være sket for 1771, og det er ikke tænkeligt »ef ter vort kendskab til granitind-
skrifters modstandsevne«, at indskriften skulde kunne bortslides pá mindre end halvandet hun-
drede ár, sá meget mere som ikke en eneste rune i smalsidens indskrift er blevet afslidt, skont
stenen har ligget i fortovet i mindst trekvart árhundrede.
4) Randers W’s mál er (jfr. ovenfor) 125 x 78 cm, mens Randers S er »over 10 cm starre og dens
bredde over 10 cm mindre, sáledes at forholdet mellem hojde og bredde synes at have været
væsenlig forskelligt pá de to stene«.
5) Randers W har som skilletegn gennemfort enkeltpunkt, Randers S gennemfort dobbelt-
punkt. »Desuden synes forsideindskriftens anbringelse pá Randers S, sávidt man kan slutte af
de levnede huggespor, ikke at stemme med indskriftanbringelsen pá Randers W«.
Ilertil kan bemærkes:
ad la) Lis Jacobsens bevis er ikke afgorende, fordi det bygger pá Worms og ikke pá Skonvigs
text. Skonvig (og Holst) siger, at stenen findes foran en mands dor, det samme udtryk, der
senere bruges om fHobro-stenen 1; men dette udtryk omskrives af Worm til, at Randers-
stenen pryder en borgers hus som dortrin (saxum liminare). Af denne oversættelse har Lis Ja-
cobsen ábenbart ladet sig forlede til at tro, at stenen har ligget sá lmjt hævet over brolægningen,
at side-indskriften mátte kunne ses (jfr. udtrykket: at siden »just vendte ud mod beskueren«);
men dette behover ingenlunde at være tilfældet og har ikke været tilfældet. Da Skonvigs tegning
gengiver stenen liggende, betyder hans udtryk blot, at stenen ligger (i jorden eller i brolægningen)
foran en husdor (jfr. fHobro 1 p. 51); en del af nederste og heraldisk venstre side har været
4