Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 52

50
synlige, men har det været tilstrækkeligt til, at side-indskriften har været hævet over jords-
monnet? og har noget af indskriften pá siden været over jorden, kan man være overbevist om,
at runerne har været fyldt med jord, mos eller andet. Efter tegningen synes hojre, venstre og
nederste del at have været frie, mens toppen har været skjult lielt ned til midt i runebándets
runding; rimeligvis har da stenens top vendt ind mod huset, máske delvis været skjult af en trappe
eller det egentlige dortrin; i alt fald har den af en eller anden grund været utilgængelig.
ad lb) Hvad Skonvigs nojagtighed angár, behover man blot at blade i Skonvig I, hvor man ser
hans tegninger sammen med fotografier, for at se, at det snarest horer til undtagelserne, at Iian
gengiver stenkonturerne rigtigt, se fx. Ronninge-stenen (fig. 27), den just behandlede Glenstrup-
sten 1 (fig. 61), jfr. p. 140. Men i ovrigt har, som ovenfor vist, stenens top været skjult.
Vi gár herefter over til de ‘mindre afgorende’ grunde:
ad 2) Nár blot den Worm-Jacobsenske tilfojelse: ‘som dortrin’ slettes, er der enighed.
ad 3) I dette punkts forste del er jeg i den grad uenig med Lis Jacobsen, at jeg tværtimod vil
pástá, at de to tegninger ved deres forskellige opfattelse af indskriften og især ved det noget
pauvre resultat, de er náet til, viser, at indskriften allerede i 1600’rne har været stærkt medtaget
af slid og forvitring, især slutningen. Hvorfra ellers de mange umulige binderuner? Ilvad angár
vort kendskab til granitindskrifters modstandsevne mod slid, er der næppe noget i vejen for, at
de kan slides bort pá 150 ár, hvis der blot bliver gáet tilstrækkeligt pá dem. Noget storre sammen-
ligningsgrundlag har vi imidlertid ikke blandt runestenene. Den eneste helt udslidte sten er Renne-
stenen (DR. no. 382), der ligesom Randers-stenen lá i brolægningen; efter sagnet er den ned-
lagt 1658 og var ganske udslidt, da den forste gang undersogtes 1824.
ad 4) Lis Jacobsen sammenligner inkongruente storrelser, idet Stadfeldts breddemál gælder
stenens smalside, og da stenen, nár den lá i fortovet ud til rendestenen, mátte være synlig i hele
sin længde (livad den ikke har været pá Skonvigs tid), er der ikke noget underligt i, at Stadfeldts
længdemál er storre end Skonvigs. Desuden er Skonvigs málsopgivelser sá ujævne (jfr. kapitel
6 p. 141), at man kun med den yderste varsomhed tor bruge dem som argument (se fx. Hjer-
mind 1 p. 57, Tullstorp-st. p. 82 og Strö-stenene p. 93 f.
ad 5) Skonvigs nojagtighed over for skillepunkter er ikke stor. Man henvises bl. a. til Ron-
ninge-stenen (fig. 27), hvis skilletegn er een vertikal streg. Skonvig gengiver to punkter. Den
lille vertikalstreg pá Gunderup-stenen 2 (fig. 99) gengives flere gange ved to punkter; de to
kryds pá Sonder Vinge 1 (fig. 108) tegner Skonvig undertiden som to punkter etc. etc. Men
Holsts tegning viser jo ogsá etpunktskille, skriver Lis Jacobsen. Tilvisse, men det er nu engang
glarmesterens yndlingsskilletegn; han anvender det i otte af de ni indskrifter, han har aftegnet,
mens han overhovedet ikke angiver skille i den tiende (Stenalt, der har to skillepunkter), sá pá
lians nojagtighed i den lienseende kan der ikke lægges vægt (jfr. kapitel 10). — Slutningen af
punkt 5 burde hellere formes sáledes: sávidt man kan slutte af de levnede huggespor, stemmer
forsidens indsknltanbringelse pá Randers S og Raiulers W sá noje, som man kan forlange.
Vi vover herefter at slá den gamle tingenes tilstand fast og (med den sáledes rehabiliterede
Wimmer) at hævde som sikkert, at den sten, der er afbildet i Skonvig I som fig. 69—71, er iden-
tisk med fig. 72, Randers W = Randers S.
Den læsning og tolkning, Lis Jacobsen »uden vanskelighed« fremsætter i sin afhandling p.