Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 54

52
som her om en runefolge, hvis mening kan være mangfoldig, tor man overhovedet ikke fæste lid
til Skonvigs gengivelse, og et forsog pá at tvinge en tolkning ind i disse runerester kan ikke beteg-
nes som forsvarligt; dette sá meget mere som det umiddelbart foregáende, meningslose uart (med
den her utænkelige binderune ua) viser, at det allerede her har knebet med runernes tydelighed.
Gengivelsen af rejsernavnet og ordene ok : ingal nederst til venstre i yderbuen viser, at runerne
har været medtagne ogsá andre steder, eller máske er det belysningen, der har været dárlig.
Erfaringen viser, at det flade lys, der som oftest falder pá liggende sten, gor læsningen vanske-
ligere end pá stáende. Skonvigs gengivelse aftir (for ventet aftÍR) tor man ikke tillægge for
stor vægt; pá Glenstrup 1 (I, 44) gengiver han iftÍR ved aftir. Meget páfaldende er formen ok
med ensidige runer i en indskrift, der ellers kun anvender gennemstregede og dobbeltsidige
runer (+, t, T); muligvis er Skonvigs ok : ingal at opfatte som et helt misforstáet egennavn i
genitiv styret af faþur? denne opfattelse vilde i alt fald give en plausibel syntaktisk opbygning.
Men hvorvidt slutningen har meddelt, hvor 0gote fandt sin dod, eller om den har udtalt et onske
for hans sjæl eller har indeholdt noget helt andet, derom kan man ikke med udbytte soge oplys-
ning i Skonvigs tegning.
Alt i alt tor man derfor ikke med nogen sikkerhed oversætte flere ord, end der ovenfor er gjort.
Jeg har sá udforligt behandlet denne indskrift, fordi min medudgiver af Danmarks Rune-
indskrifter, som det fremgaar af dette værks sp. 164 anm. 2, ikke blot giver en tolkning af hele
indskriften, men ydermere vover at bestemme den som svensk eller norsk pávirket. I en efter
runeværket udkommet afhandling i Aarb. f. nord. Oldkynd. 1940. p. 161 ff. uddyber Lis Jacob-
sen (idet hun dog lader hypotesen om den fremmede pávirkning falde) sin tolkning nojere, uden
at den dog derfor vinder i sandsynlighed, da grundlaget er en svigtende erkendelse af, hvor meget
man tor bygge pá Skonvigs materiale. En diskussion om de principper, der ligger til grund for
Lis Jacobsens tolkning sável af denne som af indskriften pá Randers 1 (p. 48 ff), vil findes i kapit-
let om Skonvig. p. 143ff., hvor alle herhen horende faktorer fremdrages.
Worms snit (fig. 74) svarer, hvad runerne angár, ret noje til Skonvigs tegning, undtagen slut-
ningen. Stenkonturen og runernes indbyrdes placering er derimod meget selvstændig, ligesom
man ikke undgár at lægge mærke til, at formsnideren lægger yderlinjen et stykke ind pá stenen
og giver den en selvstændig rammelinje, mens den hos Skonvig ligger helt ude vecl venstre
kant og delvis benytter denne som ramme.
Worm oversætter: Thoraldus lapidem hunc posuit Auguto, et Ingaldo patris nostri bonis
amic.is, d. e. T. rejste denne sten efter A. og I., vor faders gode venner. — Worm opfatter I. som
fader til T. og A.
HUNE-STENEN
Hvetbo hrd. Hjorring amt (Worm p. 290, DR. no. 161, Skonvig I, 52)
Skonvigs tegning (fig. 75) máler ca. 13 cm; hans stenmál, 157 x 63 cm, svarer til E. M.s 149 x
72 cm og er altsá cirkamál.