Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 55

53
E. M.s læsning: Skonvigs afvigelser:
hufi i þurkil > þurbiurn ! satu ! - - - > - >
stin ! runulfs 1 hins ' raþ i sbaka i stan > - i -
ifaþurisinsi --
Hove, Thorkil, Thorbjorn satte deres fader Runulv den rádsnildes sten.
Indskriften stár endnu tydeligt og klart; at Skonvig har besogt stenen i gunstigt lys, godtgor
lians afskrift, der kun har en ubetydelig fejl, stan (hans yndlingslæsemáde af dette ord) for
stin; han har dog heller ikke bemærket variationen i skilletegnene eller set rammestregen om
de midterste runer. Imidlertid stár hans runegengivelse langt over Abildgaards1), der ikke har
kunnet læse satu stin.
Worms snit (fig. 76) svarer til Skonvigs med de vanlige normaliseringer af runer og stenkontur.
Ganske selvstændigt har formsnideren tilsat en ydre rammelinje, og i stedet for skilletegnenes
vertikale streger anvender han snart eet snart to punkter. Med hensyn til runernes indbyrdes
afstand og placering er træsnittet et skoleexempel pá formskærerens respektloshed over for for-
lægget. Skonvig har helt rigtigt gengivet indskriftens gnidrede runer i venstre rammelinje og
set, at afstanden mellem dem bliver storre pá stenens hojre side, efterhánden som runeristeren
bliver klar over, at der er plads nok til hele den bestilte indskrift. Ogsá her griber vor formsnider
normaliserende ind i, hvad han ábenbart betragter som hjælpelos uorden: rammelinjerne begyn-
der og ender i omtrent samme hojde, og de to sidste ord er med sans for symmetri placeret midt
pá stenfladen.
Worm, der anbringer stenen i »Hundboeherritt« (fejllæsning efter Skonvig), oversætter: Hufi,
Thurchillus, Thurbiurnus lapidem posuerunt Runulfi vere sapientis patris sui, d. e. H., 0. og T.
satte deres i sandhed vise fader R.s sten.
R. H. Kruses tegning (fig. 77) og Magnus Petersens selvstændige i Thorsens runeværk (no.78)
har et par skilletegnsfejl, og runernes form er ikke nojagtigt truffet.
ROMANSK GRAVSTEN I SUNDBY
Mors0 N. hrd. Tisted amt (»Danmarks Kirker« XII. Tisted amt p. 981, Skonvig I, 54).
Skonvigs tegning máler 15 cm. Stenen, der nu er anbragt pá jordcn i hjornet mellem skib og
vábenhus, er meget forvitret, og indskriften má allerede pá Skonvigs tid have været vanskelig
at læse. Den bevarede del af indskriften, som har lobet rundt langs stenens fire sider, og af hvilken
Skonvig kun har været i stand til at aftegne den ene langlinje og kortlinjen over korset, har E. M.
kun haft lejlighed til at undersoge uden kunstige hjælpemidler. Folgende er læst: Quisquis ades si
morte . . . des sta perlege plora sum quod eris quod es ipse fui . . . , d.e. Hvo du end er, soin er
her til stede, hvis du . . . doden, stá stille, læs dette igennem, græd: jeg er, hvad du vil blive,
livad du er, har jeg selv været .... Indskriften, der indeholder en i middelalderen ofte anvendt
*) I Skonvig I, 53 er íig. 77 fejlagtigt betegnet sorn ceret her); tegningen er R. H. Kruses 1852 fra Norrejyl-
Abildgaards tegning 1766 (som oprindelig var tænkt pla- iands Mærkværdigheder II.