Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 73

71
runetranslitterationer i almindelighed) snart gengiver ensidige H, snart gennemstregede +, (men al-
tid i, n) og m-formen normaliserer han fra ? til Y. Sáledes skyldes den stungne k-rune i F'DRT og i
IDF' ogsá Worm. Tavlens runegengivelse har derfor været langt nojagtigere end Worms af-
skrift lader formode, idet der næppe heller kan være tvivl om, at B-HÞ for B+Þ, KinRnt KnBn for
NnRnt fnBr og HltHI for HltHt (jfr. ndf.) ogsá er Worms fejl (eller hans afskrivers). Og den
»transskription«, Worm har sat under hver linje, er helt hans egen opfindelse, idet den ganske
svarer til de transskriptioner, han i sit værk plejer at sætte under andre runeindskrifter. Det
er nemlig værd at lægge mærke til, at hvis man fjerner Worms normaliseringer og lader alle a- og
n-runerne være gennemstregede, lader m beholde stenens form ? og fjerner de stungne k-runer,
kommer runegengivelsen pá Markdanners tavle til at stemme næsten overens med runegengivel-
sen under Rantzaus prospekt (jfr. DR. fig. 114), der blot for sig har den ejendommelighed, at u-
runernes bistave er sá korte, at der her ikke bliver forskel pá 1- og u-runer. Overensstemmelsen
er sá stor, at man má antage, at runegengivelsen under Rantzaus prospekt er en direkte afskrift
af Markdanners tavle. Beviserne herpá er, dels at begge kun medtager runerne pá side A, dels at
begge har den besynderlige form bausi for þausi; sidste linjes K+HH med skilletegn foran
A er ogsá fælles. Rantzaus gengivelse har kun een fejlafskrift, nemlig det sidste ord tamurk for
Markdanners tanmurk.
Vi kan derfor konstatere, at runegengivelsen pá Markdanners tavle har haft folgende fejl:
bausi for þausi, þuurui for þ^urui, sinsa for sinasa samt kass : Ruan for ias s^r uan.
Nár man tænker pá, at det drejer sig om den tidligste runekopi i Danmark og ydermere tager
forbehold over for de fejl, der kan skyldes den hándværker, der malede tavlen, er det i virkelig-
heden et smukt resultat. Forholdet mellem tavlens gengivelse og Worms (eller hans tegners)
nylæsning bliver derfor heller ikke sá grel, som hvis vi lægger Worms »normaliserede« og fejl-
fulde kopi af tavlen til grund for sammenligningen.
Hvad angár gengivelsen af runerne i Vulcanius’ værk fra 1597, kræver det ikke nojere pávis-
ning, at vi her har atgore med ensærdeles tro kopi efter Rantzaus prospekt, selv fejlen tainurk er
kommet med.
Skonvig fár ryddet nogle af disse fejl til side: bausi og sinsa íorsvinder, þuurui bliver
þiurui, idet q.-bistavene i det forste i er overset, og kass : Ruan bliver kas s^r uan (kas i
stedet for det rigtige ias); her har Skonvig ikke kunnet rive sig los fra afskriften pá tavlen, som
han naturligvis har studeret; om ogsá fejlen tanmurk for taumaurk skyldes pávirkning fra
tavlen eller forst er kommet ind ved rentegningen, lader sig ikke afgore.
Det er forstáeligt, at Worm, der kendte Jelling-monumentet af selvsyn fra et besog 1621, ikke
liar ment at kunne nojes med Skonvigs naive tegninger, men har skaffet sig nogle nye. Hvad
angár prospektet, meddeler han selv (p. 327), at det har Christian Friis til Kragerup »lor nylig
ladet fremstille . . . under noje iagttagelse af geometriens love«; hvem der er tegneren, fár vi ikke
at vide og kan næppe heller gætte det. Derimod er det muligt at lastslá, livem der er ophavsmand
til de tegninger, der ligger til grund for Worms snit (fig. 135—136) af den store Jelling-sten.
I sin text fortællcr Worm, at indskriften er blevet undersogt ikke blot af ham selv (p. 330),
»men ogsá meget omhyggeligt af hr. Jon Skonvig og stedets præst« (p. 332). Da det i det hele er
sjældent, at Worm henviser til andres læsninger, bor man undersoge, om ikke tegningen