Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 74

72
skulde skyldes pastor loci. Fra 1629—67 var Jorgen Pedersen Lemvig præst i Jelling, og cnhver
tvivl om hans forfatterskab forsvinder, nár man sammenligner hans udmærkede afskrift i ind-
beretningen til kancelliet 1638 med Worms snit. Præsten har dobbelt skillepunkt mellem alle
ord, hvor Skonvig flere steder (rigtigt) kun har eet punkt.
Snittet, der ved formsniderens forglemmelse har hiraltr for haraltr, folger præsten, nár
undtages, at der mangler skille mellem faþur og sin. Præsten og snittet har tanmaurk, Skon-
vig tanmurk. Præsten har pá side C tinika : tusk : kristn^, metalsnittet tinika : tqsk :
kristnq, Skonvig tinif . . . k • kristnq. TtHK for Tnhf skyldes sikkert atter formskæreren, men
kan i dette tilfælde være forársaget af en utydelighed i forlægget; den afgorende overensstem-
melse i runerne pá side C turde imidlertid være tilstrækkeligt bevis pá, at den mand, der har af-
tegnet runerne i indberetningen til kancelliet, ogsá er den, der har leveret forlægget for metal-
snittet, da det ifolge Worms text ikke kan være Worm selv, der har sat disse runer ind i snittet.
Pá eet punkt folger snittet Skonvigs læsning, hvor denne afviger fra præstens, og det skyldes
sikkert Worms indgriben; det er ved formen þiurui. Indskriften har som bekendt þqurui,
og pastor Lemvig har set, at rune 2 havde bistave; til overflod har han gengivet den som en
kontamination af F og +; den ejendommelige runeform, der derved er opstáet, har naturligvis
forekommet Worm suspekt, og han har valgt Skonvigs læsning, som forst blev rettet af Arendt
(jfr. kapitel 15 p. 217ff.)1).
Der kan ikke være tvivl om, at Skonvig i pastor Lemvig har fundet sin jævnbyrdige, om ikke
sin overmand, forsávidt som præsten læser Thyres navn rigtigere og ikke har Skonvigs fejl
tanmurk. Som det er fremhævet under Skárby-stenen (p. 86, jfr. ogsá under Gunderup 1,
íoran p. 62) er en bofast mand, der har lejlighed til at betragte sin indskrift daglig i skiftende
belysninger, imidlertid ikke den rette at sammenligne med, nár det drejer sig om en farende
runolog som Skonvig, sá meget mere som man ikke dengang forstod at gore sig til herre over
lyskilden. Pá den anden side har Skonvig været opmærksom pá vexlingen i skilletegnene, og' han
har rigtigt givet op over for tani karþi pá side C, hvor præsten med amatorens ildhu tvinger
en læsning frem af tilfældige furer og afskalninger. Har han kendt Skonvigs 10 ár ældre læsning?
Man kunde fristes til at antage det pá grund af den fælles fejl kasscjr for ias : sqR, der forst
udryddedes af Arendt 1808. Denne antagelse er dog ikke absolut nodvendig, selv om den har
sandsynligheden for sig. Tydningen af dette ord som ‘kejser’ kan for dem begge have stáet som
sá siltker, at ingen af dem har skænket dette sted nogen storre opmærksomhed, fordi de ikke
har tænkt sig, at her var noget problem. At denne psykose, som enhver runelæser sikkert kender,
har besjælet dem, fremgár af, at de begge har overset det ikke utydelige skilletegn mellem
ordene ias og s^r.
Sável af Skonvigs og pastor Lemvigs tegninger som af Markdanners afskrift kan man slutte,
at indskriften har været i samme stand som nu, ligesá tydelig og ligesá utydelig.
Worms redaktion er lærerig for forstáelsen af hans íremgangsmáde. Ved den runetranslittera-
tion, hvormed han efter sædvane indleder sin sproglige behandling, og livor han ligesom ved gen-
*) Nár Wimmer i Aarb. f. nord. Oldkynd. 1874 p. 220 orn
navnet Thyre skriver: þqurui (ikke þiurui, som man hid-
til har læst), viser dette, at han pá dette tidspunkt enten
ikke har kendt Arendts afskrift i Nationalmuseet eller
— snarere — har glemt, at denne allerede havde den
rigtige læsning.