Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 80

RUNAMO
Hoby sogn. Brakne hrd. Blekinge (Worm p. 220, Skonvig I, 103).
Runamo er runologiens storste tragikomedie, tragisk for den lærde kommission (G. Forchham-
mer, Finn Magnusen, C. Molbech), der var udsendt af det kongelige danske Videnskabernes
Selskab, og som erklærede naturlige revner i en klippegang for runer, tydet af runologen1) som
en besværgelse i poetisk form over Harald Hildetands fjender, komisk og samtidig rystende for
de mænd, der indsá galskaben i dette foretagende, i Danmark M. F. Arendt2) og J. J. A. Wor-
saae3), af hvilke den sidste reddede dansk videnskabs anseelse og i en kort, men sonderlemmende
kritisk gennemgang ikke blot af Finn Magnusens herostratisk beromtc binderuner, men ogsá
af Forclihammers geologiske argumenter tilbageviste runeteorien.
Runamoklippen med det formodede kvad, som Harald IJildetand skulde have ladet indhugge
pá en klippe i Rlekinge til amindelse om sin faders bedrifter, omtales af Saxe4), der samtidig
giver en beskrivelse af stedet og en beretning om, hvorledes kong Valdemar, liellig Knuds lykke-
lige son, sendte folk af sted til Blekinge for at undersoge indskriften. De kom tilbage med ufor-
rettet sag, da de indgravede fordybninger dels var udfyldt med snavs, dels afslidt af gáendes
fodtrin.
Næste gang Runamo omtales, er i Worms runeværk. Worm skriver, at han til trods for Saxes
meddelelse om tegnenes daværende tilstand alligevel ikke vilde lade noget uforsogt. Han sendte
derfor »for fá ár siden den ærværdige og lærde hr. Jonam Skonvigium, den kyndigste i disse
sager, hvis ndmærkede hjælp jeg ogsá for det meste har brugt«, til stedet, for at han noje kunde
undersoge alt og notere, hvad der var blevet tilbage af tegnene og sende en nojagtig beskrivelse
af monumentets nuværende tilstand. Herefter folger sá Skonvigs oversatte beskrivelse af monu-
mentet og dets omgivelser (Skonvig I, 102) samt resultatet af hans tegning: en sammenhængende
mening kunde ikke uddrages, kun pá et enkelt sted kunde man læse runerne rntþ. Worm fort-
sætter nu med en beskrivelse, som bygger pá det i Monumenta gengivne snit (jfr. ndf.).
Skonvigs tegninger, den forste med blæk, sikkert hans skitse pá stedet, den anden med blyant,
rentegningen ved skrivebordet, ses fig. 148 og 149.
Vi har her for forste og eneste gang lejlighed til at folge Skonvigs fremgangsmáde fra under-
sogelsen pá stedet og til den rentegning, han leverede Worm. Det ses da klart, at Skonvig, da
han er kommet hjem til Kobenhavn, har omarbejdet og udvidet sin skitse: pá kladdetegningen
x) Finn Magnusen: Runamo og Runerne. Særskilt Af-
tryk af det Kongelige Danske Videnskabers Selskabs
Historiske og Philosophiske Afhandlinger. Kjobenhavn
1841.
2) Hos R. Nyerup: Historisk-statistisk Skildring IV.
1806. p. 95, jfr. Arv og Eje. 1957. p. 90,94.
3) J. J. A. Worsaae: Runamo og Braavalleslaget. Et
Bidrag til en archæologisk Kritik. Paa Forfatterens Forlag.
Kjobenhavn 1844.
4) Jfr. Sakses Danesaga, overs. af J. Olrik I. 1911. p.
18 f., II. 1912. p. 52 f.