Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 81

79
omfattede den kun selve stien med »runerne« samt et par træer nær den ene ende, nu medtages
en storre del af omgivelserne, hvor bl.a. en tværsti med et par træer er indfojet. Hvad angár
placeringen af runerne og deres antal, viser blyantstegningen store afvigelser fra blækskitsen.
Dels er de syv smá streger til venstre pá stien ikke medtaget, dels er blæktegningens tilsvarende,
regelrette smástreger under stien stroet ud pá en anderledes og ganske skodeslos máde i blyants-
gengivelsen, ligesom der dér ogsá er kommet et + med, og blandt tegnene pá selve stien har
rentegningen to kors, mens der kun findes eet i blækskitsen etc. Resultatet af sammenligningen
bliver, at Skonvig ikke i dette tilfælde har haft storre respekt for sin egen pá stedet tegnede
skitse, end formskæreren plejer at vise over for Skonvigs rentegninger, nár han omsætter dem
til træ- eller metalsnit. Selv om man vel ikke heraf tor slutte, at Skonvig er gáet ligesá frit til
værks ved sine runestenstegninger, er der dog ingen tvivl om, at han i visse tilfælde har givet sig
fantasien i void, nár han stod ved den hjemlige skrivepult med en autoptisk tegning af en utyde-
lig runesten. Hvor meget i Skárby-stenen, livor meget i Hunnestad-monumentet er skrivebords-
fantasi?
Træ- eller metalsnittet (sikkert det sidste, da det teknisk synes at Iiore sammen med den store
gruppe i Worms runeværk, jfr. p. 160) adskiller sig ganske fra de to Skonvigske tegninger: det
har et forlæg gjort af en mand, der var mere fortrolig med tegnekunstens grundsætninger end
Skonvig. Det er ifolge Worm selv udfort af en af hans elever, modestissimus discipulus Charstanus
Laurentii, dvs. Karsten Larsson. Af universitetsmatriklen fremgár, at han var fra Blekinge og
blev immatrikuleret e schola Hafniensi 25. nov. 1636 med Worm som præceptor. Utvivlsomt
har Worm, altid ivrig efter kontrollerende iagttagelser, bedt den unge mand om i en ferie at
lægge vejen om ad Runamo og, om muligt, nedfælde sine indtryk pá et stykke pápir. Resultatet
blev en tegning, der, hvad der ikke kan undre, overgik Skonvigs i naturalistisk udforelse og der-
for kom til at danne grundlag for snittet i Monumenta, som Worm i ovrigt senere lánte ud til
Stephanii Saxe-udgave (se denne p. 22). Hvor mange af runerne der her skyldes Larsson og hvor
mange Worm, er vanskeligt at afgore; men der kan næppe være tvivl om, at det er Worrn, der har
overfort lunþ fra Skonvigs tegning, eftersom det sikkert vilde være plat umuligt for to tegnere
pá stedet at ná frem til samme resultat for sá mange »runer«s vedkommende; den Olaus-Magnus’-
ske u-rune omtrent midt pá stien kunde vække mistanke om, at Worm ogsá har Iiaft en
finger med i spillet, hvad nogle af de andre tegn angár (jfr. Vfrgula erotica p. 122). Da vi ikke
kender Larssons originaltegning, er vi ogsá ude af stand til at afgore, hvor store afvigelser i ovrigt
der har været mellem denne og snittet i Monumenta. Dette er den eneste gang, vi fár med Kar-
sten Larsson at gore. Ingen af de andre anonyme snit i de ostensundske landsdele kan henfores
til liarn.
HOLM-STENEN
Halmstads hrd. Halland (Worm p. 209, DR. no. 353, Skonvig I, 104).
Skonvigs tegning (fig. 150) máler 8,5 cm; hans stenmál: 63x39xl6cm svarer til E. M.s
77 x 45 x 16 cm.