Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 83

81
touæ : giorþæ : mik : ok : niklif • mik :
touæ | gorþæ : mik : moruþ :
Tove (mandsnavn) gjorde mig og samlede(?) mig. Tove gjorde mig (Maria?).
Da Skonvigs gengivelse, der máler 11,2 cm, er den eneste kendte af det for 1750 forsvundne
inventarstykke, har vi kun den at holde os til. Afskriften er ikke fejlfri: moruþ kan (jfr. Skonvigs
tegning af Hillerslev-stenen (fig. 86) være fejl for jomfru Marias navn, men snedkerens hjem-
sted kan ogsá fjæle sig deri; niklif er ogsá forkert, sikkert fejllæsning for et eller andet verbum,
idet det, som allerede Worm1) har været klar over, er páfaldende, at der pá det samme stykke
stár to mesternavne, men kun objektet ‘mig’. Worm har máske truffet det rette, nár han fore-
slár, at verbet har været »naffler, id est clavis affigo«; man mátte da antage en præteritumsform
nikldæ, nægldæ, neglede, naglede dvs. samlede. De to varierende former giorþæ og gorþæ
behover ikke at være Skonvigs fejl, men kan have været i originalen. Endelig má det fremhæves,
at anbringelsen af det andet touæ pá det skrá rammestykke virker ejendommeligt; det er tænke-
ligt, at indskriften har været længere, end Skonvig angiver; resten kan enten være gáet til eller
være skjult under senere maling.
Gores herefter resultatet op, finder vi en indskrift med almindelige middelalderruner, sáledes
som vi kender dem fra 1200’rne, med svækket endevokal. Runerne har formodentlig været ind-
skáret, siden det er en snedker, der har ristet dem, men det udelukker ikke, at de báde fra forste
færd og endnu pá Skonvigs tid har været opmalede (jfr. ogsá ndf.), og i sá fald er fejlene máske
ikke Skonvigs, men malerens.
Mens Skonvig sáledes har givet os et dog táleligt materiale til forstáelse af indskriften, lader
han os i nogen grad i stikken med hensyn til arten af den genstand, der har báret runerne. Han
siger blot, at ‘dette’ findes pá et tralleværk under kirkens loft. Det er i Liljegrens Runurkunder2)
blevet til: »Pá altareskranket med fárg tecknadt«, hvad enten dette skyldes Liljegrens egne slut-
ninger pá grundlag af Worms text: tabulatum cancellato opere affabre elaboratum eller en
ukendt kilde, som han forholder læseren. Selv om ‘loft’ er en almindelig 1600tals betegnelse for
pulpitur, kan man imidlertid ikke udelukke, at indskriften har stáet pá den sákaldte korskranke,
det gitter der i katolsk tid og langt op i Lutheranismens dage afskilrer kor fra skib. Med ‘loftet’
kan da enten være ment skibets loft eller snarere et lektorium. Dette er nok sá sandsynligt som
den i DR. fremsatte formodning (der skyldes E. M.), at der er tale om et (almindeligt) pulpitur.
I sá tilfælde kunde indskriften ikke sidde pá oprindelig plads, da middelalderlige pulpiturer er
ukendte i landsbykirker. Vi kan ikke hente hjælp i selve kirkebygningen, da den blev ombygget i
1840’rne, og heller ikke i »Sveriges kyrkor«s), da beskrivelsen her end ikke omtaler tralleværket.
Formskæreren (jfr. fig. 155) behandler Skonvigs tegning med megen frihed og har ved at ændre
dens parallelogram til et kvadrat samt ved skravering fáet et diagonaltstillet vindue frem!
1) Worm oversætter: Tuo me fecit, me quoque adap- 3) Sveriges kyrkor. Blekinge. 1932., ved William An-
tavit, d. e. T. gjorde mig og tilpassede mig. derson, p. 218 ff. Det nuværende orgelpulpitur er fra re-
2) J. G. Liljegren: Run-Urkunder. 1833. no. 1914. næssancetiden; det har sikkert været i kirken, da Skonvig
besogte den.
fl