Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 88

86
stigt lys1), er det vanskeligt at forstá den billeddannelse, der er sket i hans hjerne, da han teg-
nede hin spogelsefigur og hatten pá stenens midtflade. Stenen er ualmindelig grovkornet, og
mange skuffende furer kan man se pá den, men det er trods alt ubegribeligt, at en spiral, et kryds
og en n-rune kan blive til et spogelse og et rovdyr til en hat. Det er igen en bekræftelse pá, at
ligesá hojt Skonvig stod over samtidige og efterfolgende runelæsere, ligesá umulig var han i sin
evne til at opfatte og gengive billeder og ornamentik (sml. Jelling fig. 134, Tullstorp fig. 156 og
Hunnestad fig. 181, hvor hans ‘hat’ gár igen)2).
Báde grundlaget for Worms snit (fig. 173) og hans trykte redaktion hviler pá en anden kilde
end Skonvig, men dog næppe Bertel Knudsen3), der sá vidt vides ikke gav sig af med at tegne,
men kun med at afskrive runer. Worm har liaft sá mange muligheder for at skaffe sig en tegning,
at det er háblost at forsoge at finde frem til den rigtige; dog, fæster man sig ved den omstændig-
hed, at tegningen eller læsningen er sá god, som den er, springer den naturlige mulighed frem, at
Worm, som ved Jelling-stenene, har henvendt sig til stedets præst og bedt om en tegning. Denne
havde lejlighed til at betragte stenen og undersoge indskriften i forskellige belysninger.
Vender vi os til Worms manuskript, finder vi, at han i stenbeskrivelsen nævner Skonvigs mál
samt menneskeskikkelsen og hatten, men i indskriftsgengivelsen har han kun rejsernavnet
Galta fra Skonvig, resten fra snittets íorlæg. Dette Galta forsvinder fra redaktionen i det trykte
værk, hvor vi af Skonvigs læsning kun finder en passus i indskriftskommentarerne: »Nogle læser
Galto«.
Som det er tilfældet, nár Worm har andre tegninger af billeder og ornamentik end Skonvigs,
er den anden tegning langt bedre, selv om proportionerne er blevet noget trykkede; vi er sluppet
af med spogelset og hatten og har i stedet fáet spiralen, tværlinjerne med flere rigtigt læste runer,
samt et udyr, der dog i stilling er beslægtet med stenens love.
Indskriftsgengivelsen betegner pá visse punkter et fremskridt, pá andre en tilbagegang i for-
liold til Skonvig; den ser sáledes ud:
x kaulfR x auk x autÍR x þaR x sautu x stain x þaasi x aftin x tufi x
sun x sin4) x - ia x li x mu | þis x shab | x : x5)
SJÖRUP-STENEN
Ljunits hrd. Skáne (Worin ]). 185, DH. no. 279, Skonvig I, 122).
Skonvigs tegning (i'ig. 175) máler 13 em; hans stenmál, 220 x 126 cm, svarer til Wimmers
154 x 90 cm.
L) Denne er forst givet aí Ivar Lindquist og K. G. Ljung-
gren i Namn och Bygd XXII. 1934. p. 1 fí.
2) Det skal dog nævnes, at den udmærkede skánske
runelæser, N. G. Bruzelius, ved sin undersogelse o. 1870 af
Valkárra-st. (p. 101, I fig. 217—19) midt pá den her blanke
sten fandt en svag ristning af en mand i profil med mousta-
cher (Saml. t. Skánes Hist. 1871. I, 149 f.); jfr. her p. 142.
3) Anderledes Fr. Orluf, i Danske Studier. 1931. p. 36
og DR. sp. 335 anm. 1.
4) Báde Skonvig og hans anonyme konkurrent skriver
sin |-p, mens indskriften har sia Hl-t, nied fcjlristet a for
n; man tor dog næppe af den grund slutte, at anonymen
har haft Skonvigs tegning under arbejdet.
5) Worm oversætter: Keulfr et Autir hunc posueruut
lapidem in memoriam filii sui Tufi, d. e. K. og A. satte
denne sten efter deres son T. — Tværlinjerne indlader han
sig ikke pá at tyde.