Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 89

87
Stenen er nu sprængt i fem stykker (eet mangler) og indmuret pá undersiden af broen over
Skivarp á, der atter i ny tid har fáet en tyk páforing af cement, sáledes at runestensstumperne
nu sidder i dybe nicher. Inden dette cementlag blev lagt pá, var runerne dog flere gange blevet
undersogt og aftegnede, sáledes at der nu kun kan siges at være tvivl om et par enkelte, som
har stáet pá det forsvundne stykke.
Skonvigs læsning:
saksi : sati : stin : þasi : huftÍR : ^sbiurn : sin • l'ilagn :
tufas:
sun : saR : fatu : aki : at : ub : salum : anua : maþan :
uabn:afþi:
Der existerer endnu to tegninger af stenen, for den blev sláet i stykker, en fra 1716 af M. D.
Rönnou og en fra o. 1750 af Sven Lagerbring, begge trænede runologer. De har for det forste
den rigtige læsning flu for Skonvigs fq.tu (linje 3), endvidere skilletegn mellem hvert ord, ogsá
mellem an:uaogmaþ:an. Rönnou læser imidlertid tukas i stedet for Skonvigs tufas og for
Skonvigs filagn læser Rönnou filaki, men Lagerbring filag^, hvilken sidste læsning ogsá
Wimmer gár ind for, ligesom han her kun læser eet skillepunkt (mod de andre tegningers to).
Det má derfor henstá som tvivlsomt, om Esberns fader har heddet Toke (tuki) eller Tue
(tufi). Ligeledes má det betegnes som uafgjort, om Skonvigs filagn eller Lagerbrings filagq
er den rette læsemáde, idet fejlristningen n for a (1- for +) ikke er sjælden, især ikke i Skáne, hvor
indskrifterne lober i buebánd, sá risteren undertiden glemmer, hvad der er op og ned.
Indskriften kan da oversættes:
Saxe satte denne sten efter sin fælle Esbern, Tues (ell. Tokes) son. Han flygtede ikke ved Upj)-
sala, men kæmpede, sá længe han havde váben.
Træsnittet — thi her er det et træsnit — (fig. 176) folger Skonvigs tegning temmelig noje, men
indsætter dog overalt tre skillepunkter i stedet for Skonvigs to, eet sted endda fire; desuden má
Skonvigs lille kors forneden til hojre pá stenen ikke stá dér, men skal over pá den modsatte side;
dette skyldes ikke sá meget halstarrighed, som at formskæreren har arbejdet med det spejl-
vendte billede i træet. Angáende træsnittet, der har været benyttet i Worms publikation 1628
om Strö-monumentet, se p. 160).
Worm skriver om stenens plads, at den stod i en bæk, hvor den var stillet sammen med andre
sten for at bære en bro for fodgængere1). Denne oplysning har Worm ikke fra Skonvig, men
máske fra Bertel Knudsen (jfr. p. 112). Hvad oversættelsen angár, horer den til Worms mindre
heldige2): Saxo lapidem hunc posuit Esberno socio suo, Tufæ filio, qvem ego Upsaliæ enutrivi.
Anva insignia et ornamenta addidit, d.e. S. satte denne sten efter E., sin fælle, T.s son, som jeg
fodte i Uppsala. A. gjorde mærkerne og ornamenterne. — Oversættelsen ‘fodte’ má man holde
Worm til gode, da han kun havde Skonvigs f^tu, som han læser fotu, at rette sig efter.
J) ... in rivo quodam in quo hoc saxum aliis aptarunt 2) Det var ogsá en af de oversættelser, Joh. Bure kriti-
ut pedestri itinere venientibus, pontis vices sustineret. serede i sine Monumenta Danica certiori Lectioni restituta
ab absente.