Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 90

88
NORRA ASUM-STENEN
Gards hrd. Skáne (Worm p. 171, DR. no. 347, Skonvig I, 124).
Pá Skonvigs tegning (fig. 178), der viser stenen in situ, máler denne 11,2 em; Skonvigs stenmál,
220 x63 cm, svarer til E. M.s 206 x51 cm.
E. M.s læsning:
+ krist i mario • sun i hiapi! þem ! ær ! kirku ^ þ(e) . . . [gjerþ^o)1)^ absalon ! ærki •
biskup ! ok^æsbiornmuli !
Skonvigs afvigelser:
:maria: - : hialpi: þæm: - : - : þin : guþi : absilon : arki :
biskub : - : asbiorn : - :
Krist, Marias son, hjælpe dem, der gjorde denne kirke, ærkebisp Absalon og Esbern Mule.
Der er mange smáfejl hos Skonvig, men afskriften er ikke værre, end at den kunde have gjort
udmærket fyldest, selv om stenen havde været forsvundet; i alt fald er den betydelig bedre end
den ældre tolkning fra 1598: Krist Marie Sun hialp dem af d. [o: dodsens] Brun, som plagis for
deris Synd Biurn Mule.
Snittet (fig. 179) folger Skonvig med emendationer i indskriften. Stenen gengives ved siden af
indgangen til kirkegárden, som formskæreren har sogt at anskueliggore, med det resultat at
‘stigluckan’ snarest har fáet lighed med et pengeskab. Indskriftsgengivelsen viser, at Worm ved
siden af Skonvig har haft en anden kilde: vi finder Skonvigs maria rettet til det rigtige mario;
det gale hialpi (for hiapi) gár igen i træsnittet, þæm er rigtigt rettet til þem, hvorimod det
rigtige ær er rettet til er; det rigtige kirku er rettet til kirkiu, þin til þin + et par punkterede
runespor, guþi er blevet til kuþi, og endelig er det gale. arki ! biskub korrigeret til ærki ! bi-
skup. Skonvigs ovrige fejllæsninger er bibeholdt, báde absilon (med binderune) og to-punkt-
skilletegnene.
Da Worm allerede i sit manuskript har taget hensyn lil disse rettelser, er det givet, at han
under den forste redaktion har været i besiddelse af den anden kilde, der da muligvis har været
Bertel Knudsen.
Worms oversættelse lyder: Christe fili Mariæ adsis iis qvi templo tuo benefaciunt Absoloni
archiepiscopo et Esberno Mule, d.e. Krist, Marias son, hjælp dem, der gjorde vel mod din kirke,
Absalon ærkebiskop og Esbern Mule.
*) Anders Bjerrum har (Travaux du Cercle linguistique
de Copenhague V. 1949. p. 174 note 4) udtalt den mening,
at her bor læses ikke gerþo, men gerþi, idet han skriver:
»Though expressing some doubt as to the correctness of
their conjecture Wimmer (DRM. I 2 p. 162) and Jacobsen-
Moltke (no. 347) read [gjerþo, probably only because they
take it for granted that the verb ought to be in the plural.
As far as I can see, only I, i not + o can be read on the
stone (cf. the photograph in Jacobsen-Moltke, Atlas, nr.
800).« — Det er muligt, at sável Wimmer som E. M. er
blevet tilskyndet til læsningen o af det ovenfor anforte
grammatiske forhold, idet de to o-bistave i gerþ(o) er
sá svage og forvitrede, at deres existens má betragtes som
usikker — hvad der ogsá er angivet ved parentesen. Men
der er et andet epigrafisk forhold, som tæller mere, og som
bevirker, at læsningen gerþo má fastholdes, indtil den
bliver modbevist: den betydelige afstand fra den foregá-
ende þ-rune, der motiverer den ‘filologiske’ læsning, og
som vilde være umotiveret, dersom runen var i. Anderle-
des E. M. i Fra Viborg Amt. 1951. p. 18.