Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 92

90
nye tegning, nár man ser bort fra, at tegneren kun har fáet den ene bistav med i indskriftens
forste ^-rune, og han har loyalt gengivet risterfejlen snti for sati, hvor Skonvig uden videre har
rettet til sati; ingen af dem har dog kopieret stenenes særlige s-former med fuldlang hovedstav.
I intet tilfælde som i dette onskede man at have Skonvigs kladdetegning; her vilde man sikkert
finde báde korset, hantaR og snti.
Men det nye billede, grundlaget for snittet i det trykte værk, har Worm ferst fáet, efter at
han havde udarbejdet sin redaktion (der forelá færdig 1632, jfr. p. 115); thi hans manuskript er
udarbejdet pá grundlag af Skonvigs tegning og helt uden hensyn til snittet: i manuskriptet be-
skriver han omhyggeligt de to hatte over en trabs bifurcata, hvorunder stjernen, om hvilken
han siger, at han vil overlade til andre at afgore, hvorvidt det er Gyldenstjernernes váben. Om
stenen med ‘Jellingdyret’ udtaler han, at den er uornamenteret; runelæsningen hviler helt pá
Skonvig med dennes fejl (hvoraf nogle ikke bliver rettet i den trykte text). Sável i manuskriptet
som i selve runeværket findes endvidere under indskriftskommentarerne en passus, der meddeler,
at ‘nogle tolker þansi som dysse eller hoj’ en bemærkning, der har adresse til Bertel Knudsen.
I sin oversættelse opfatter Worm sunu kunu som sonnekone, og hans tolkning fár derefter
folgende ordlyd:
No. 1. Esbernus et Tume lapidem hunc posuerunt Rui et Leigfrud nurui suæ, d.e. E. og T.
satte denne sten efter R. og L., deres sonnekone.
No. 2. Esbernus lapidem hunc posuit uurui suæ Tumæ, d.e. E. satte denne sten efter sin sonne-
kone T.
f ÖSTRA HOBY-STENEN 1
Ingelstads hrd. Skáne (Worm p. 180, DR. no. 340, Skonvig I, 133).
Skonvigs læsning:
læiima : famuli : tou : biandikti : tækum : sone
fine : rekuieskat: in pace amen
Worms melalsnit:
anima : famuli : tui : bænædikti : tækum : sinæ
finæ : rækuiæskat : in : pasæ : amæn •
Lad din tjener Benedikts sjæl livile i l'red hos dig evindelig, amen.
Skonvigs tegning (fig. 187) der máler 11,7 cm, er temmelig ussel, men dog tilstrækkelig til at
tolke indskriften. Worm bruger ikke tegningen som grundlag for snittet (fig. 188), idet Skonvig
angiver en trapezformet sten, snittet en rektangulær, og desuden er læsningen vidt forskellig pá
de to gengivelser. Hvorfra har Worm fáet den anden tegning? Der kan vist ikke være tvivl om,
at han har lavet den selv pá grundlag af Skonvigs tegning og Bertel Knudsens afskrift. Vi ved
nemlig fra præsteindberetningen 1624, at »min Proust M. Bertill tillforn haffr antegnitt« runebog-
staverne, og denne antegning har været i Worms besiddelse; det má være Mester Bertels afskrift,