Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 97

95
sætning til tegnerne af A. M. 368 og 370 — træffer bogstavformer, der ikke har hjemmel i vikinge-
tidens eller middelalderens runealfabeter; men her, hvor manden stod over for delvis ukendte
tegn, mátte han afskrive, hvad der for hans oje tog sig ud som hugget af menneskehánd. Derfor
vinkeltegnet, som har været en naturlig skore, hvis furer havde lighed med runernes. Den lille
sten, der ved Skonvigs besog lá pá engen, har været let at trille rundt, sá han har kunnet dreje
runerne hen i gunstigt lys. Deraf det gode resultat. Oprindelig má stenen have stáet oprejst, da
den havde runer pá alle fire sider, og den má derfor have mistet et stykke forneden, nemlig sá
meget som var nodvendigt, for at den kunde stá i jorden, plus eventuelt et stykke med nogle
fá runer. Pá Skonvigs tid har den været en god alen (Brunsmand, hvis mál er meget usikre,
siger 1 y2), og i tværsnit har den været rhomboid eller kvadratisk, da Brunsmand opgiver, at
hver side var et kvarter (hvad der stemmer med Skonvigs ‘rundmál’). Derimod er der næppe
grund til at antage, at der ogsá var sláet et stykke af toppen, da man ikke tor regne med altfor
stor hojde til sá spinkel en sten, og indskriften i ovrigt giver god mening, som den er.
Snittet (jfr. p. 162) folger Skonvig temmelig trofast, selv om stenens fragmentariske karakter
tildels er gáet tabt (fig. 199). Worm vover hverken transskription eller oversættelse.
Exkurs om Gummarp-stenen.
Adskillig tid efter, at ovenstáende var skrevet — og vi lader det stá, for at synspunkternes for-
skellighed ret kan træde frem trods samme materiale —, har Anders Bæksted i Málruner og trold-
runer. 1952. p. 26 ff. gjort Skonvigs og Syv’s tegninger af Gummarp-stenen til genstand for over-
vejelser, hvis resultat er, at »kildematerialet er sá spinkelt, at de foreliggende læsninger, og altsá
ogsá tolkningerne, er ganske usikre for de partiers vedkommende, der formodes at indeholde
stof, som ikke stilistisk set er hjemlet ved andre, samtidige indskrifter«. Som sikkert læst be-
tragter Bæksted folgende: hAþuwolAÍA, SAte og fff, som derfor her kan lades ude af be-
tragtning; derimod stiller han sig tvivlende over for læsningen stAbA þria. Denne skepsis má
skyldes mangelfuld bedommelse af kildematerialet, eftersom Bæksted har overset, at Syv ikke
kan regnes for en af Skonvig uafhængig kilde. Thi, som det fremgár af Syv’s kladdetegning (jfr.
APhScand. IX, 202), stár der ud for runeafskriften: »See Mon. [d.e. Worms Monumenta] 219«.
Syv har altsá, hvad der ogsá fremgár af andre af hans læsninger, haft Worms runeværk ved hán-
den, mens han aftegnede de ved Bundetárn liggende sten. Hans med Skonvigs samstemmende
læsninger af de unormale tegn kan derfor sá langt fra tages som en bekræftelse pá rigtigheden af
Skonvigs afskrift, som de tværtimod er et bevis pá hans afhængighed, gennem Worms træsnit,
af Skonvig.
Syv’s selvstændige bidrag til Gummarp-indskriften er: 1) den rigtige, af Skonvig oversete bi-
stav til N i liAþuwolAf a, 2) de »gale« hovedstave til s-runerne isAteogstAbA, hvor Syv læser
R (rAte og rtAba), men denne misforstáelse bekræfter pá den anden side, at den forste runc
(Skonvig har her kun en stor, omvendt C-bue) er s, sáledes at denne rune fra konjektur ophojes
til vished. Desuden har Syv overset den ene bistav i det sidste a i stAbA, som han læser t.
Nár nu resten af Syv’s læsning falder bort som selvstændig kilde, idet han indskrænker sig til at
kopiere Worms træsnit med dets fejl og mærkværdigheder: þrha og vinkeltegnet, er folgen den,