Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 98

96
at disse tegn kommer til at stá uden den stotte, som to samstemmende, uafhængige tegninger
vilde have givet dem — og selv da kunde det dog fastslás, at de var umulige —; men den slaviske
kopi pá disse punkter viser, at stenfladen havde været udsat for overlast eller forvitring, og at
runerne var vanskelige at læse.
Bæksted indrommer, at b »máske er resterne af et makuleret B«; man kan vist roligt sige, at
den, der har ordet stAbA overleveret i en tegning, den være i ovrigt god eller dárlig, og sá drager
rekonstruktionen síaBa i tvivl, han driver sin skepsis for vidt, sá meget mere som den forelig-
gende tegning stammer fra en ikke uovet runeundersoger; hertil kommer, at ordet ‘stav’ for rune
er velkendt fra litteraturen og fra yngre runestene. Det er derfor ikke nogen korrekt udtryks-
máde, nár Bæksted hævder, at denne læsning sandsynliggores bedre filologisk end epigrafisk;
rigtigere vilde det være at sige, at læsningen sandsynliggores epigrafisk og bekræftes filologisk.
Det tor vist ogsá betegnes som en for negativ indstilling til de forhándenværende kilder at tvivle
pá rekonstruktionen ÞRhF til ÞRIF, þria, nár 1) runen h ikke er hjemlet i Gummarp-tidens
alfabet, 2) nár der af sproglige grunde kræves en vokal mellem r og a, nár 3) denne vokal af sammc
grunde vanskeligt kan være andet end i, og 4) nár det derved fremkomne ord giver en sá sláende
god mening, som tilfældet er her. Om vinkeltegnet er talt ovenfor. Hvis Bæksted ikke havde
betragtet Gummarp-tegningen isoleret i Skonvigs produktion og kun set den i forhold til Syv,
samt erkendt Syv’s indirekte afhængighed af Skonvig, vilde han utvivlsomt have bedomt Skon-
vigs læsning rigtigere.
Herefter kan det — pá grundlag af Skonvigs tegning, til dels med stotte i Syv’s — pá rent
skriftmæssigt grundlag fastslás, at folgende ord har stáet pá Gummarp-stenen: hAþuwolAf a[r?]
|sAte|stAbA þrxa | fff, og pá filologisk grundlag kan det med tilnærmelsesvis sikkerhed
bestemmes, at den som x gengivne rune har været i; dvs. at de to ovenfor givne rekonstruktioner,
af hvilke man pá nærværende tidspunkt ikke tor give den ene fortrinnet for den anden, hviler
pá et sjældent sikkert grundlag.
Bæksted skriver videre (p. 27): »Endelig bor man, navnlig i betragtning af, at tekstens stAbA
máske slet ikke stár i relation til f'Ff' ikke se bort fra den mulighed, at de nævnte runer ikkc
stár for f f f. Her kan eventuelt være tale om et kvistrune- eller lonskriftsystem, hvis mindre
fremtrædende detailler er blevet overset af báde Skonvig og Syv«. — Af dette synes at fremgá
to ting: 1) at Bæksted tænker sig, at der er afsláet et stykke af stenens top, sáledes at en del
runer er gáet tabt efter þria og for fff, og 2) at PFT subsidiært antages at have haft bistave for-
neden til venstre, sáledes at der i virkeligheden ikke stod tre f-runer, men tre kvistruner, hvis
bistav til venstre da mátte betegne runernes æt, mens bistavene til hojre (f-bistavene) angav
runernes nummer i den págældende æt.
Til det forste punkt er at sige, at indskriftens slutning i den af Skonvig overleverede form ikke
kræver suppleringer af nogen art, men giver en logisk mening: ... satte tre stave (d.e. runer),
hvorefter folger tre ‘stave’: PPP.
Den anden formodning, at de tre f-runer skulde være kvistruner med bistave, som báde Skon-
vig og Syv havde overset, grunder sig — ligesom ved vinklen — pá mangelfuld vurdering af mate-
rialet og af Skonvig. Nár Skonvigs runeundersogelse, af grunde som ovenfor er anfort, er sá ind-
gáende, at hans gengivelse endog — i modsætning til hans tegninger af »normale« runesten —