Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 99

97
medtager naturlige furer i stenen (fordi han stár over for et ukendt alfabet), sá er det hojst be-
tænkeligt at pástá, at han ved de tre f-runer, der er gengivet uden nogen vaklen, skulde have
overset bistave ved dem alle tre. Ja, selv om de supponerede kvistruner kunde være fort frem
til mening, mátte man alligevel, under de foreliggende forhold, stille sig tvivlende over for dem.
Men nu giver de ikke engang mening; thi med to bistave foroven, f', má angives rune no. 2 i en
eller anden æt, og de tre ætters anden rune er u, n og b (i det ene tilfælde skulde da være overset
3, i det andet 2 og i det tredie 1 bistav forneden til venstre); hvad enten vi antager, at tre forskel-
lige runer har været angivet, eller máske to ens, alligevel kan der ikke komme noget fornuftigt
ud af disse tre »lonruner«. Ábenbart er den citerede passus ikke gennemprovet, inden den fæst-
nedes til papiret, og forsoger man at gá videre med lonrune-teorien ved at hævde, at der ogsá
kan være overset bistave foroven til hojre, er man vist ude over det rimeliges grænser.
Endnu en udtalelse af Bæksted skal her — for at Skonvigs læsning kan komme til at stá i
rette lys og sammenhæng — underkastes en kritisk provelse; p. 27 siges: »Lignende udtryk
fnl. NN. satte tre stave fff] kan ikke pávises i det ovrige kendte materiale, og kundskaben om
runerne anvendt som begrebstegn eller som magiske faktorer er for ringe og for usikker til at
anfores som stotte for læsningen«.
Det er ovenfor vist, at læsningen hviler i sig selv og i virkeligheden kun kræver filologisk stotte
for eet eneste tegn, ‘i’ i þria. Men bortset fra, at den slags udtryk altsá har existeret, er det da
rigtigt, at »lignende udtryk« er ukendt i det ovrige materiale? Allerforst kan man fremdrage
exempler fra litteraturen, Skírnismáls velkendte: þurs ríst ek þér | ok þriá stafi eller kvennagald-
urs: Rísti eg þér \ ása átta, nauðir niu (jfr. ogsá Frét Rúnar i den islandske sortkunstbog: Otte
ausse | naudir nije | þossa dretten1); dernæst kan det pápeges, at der pá 239 Gorlev-st. findes
tre gange gentagne runer i formlen þmkiiissstttiiilll, netop i forbindelse med verbet ‘sætte’
(jeg satte runer ret), og máske kan der ogsá henvises til de tre ‘stave’ sis pá 193 Flemlose 2.
Endelig má det understreges, at 357 Stentoften, fra samme sogn og herred som Gummarp-stenen,
og ogsá med navnet Hádulv, anvender jara-runen som begrebsrune, dvs. med betydning af dens
navn, jara, d.e. godár. Kan man egentlig forlange flere paralleller? Begrebsrunen pá den samti-
dige og samstedige Stentoften-sten, den tre gange gentagne forstærkelse pá Gorlev-stenen samt
litteraturtexterne, der omtaler skikken at riste et bestemt antal runer for en. Det synes næsten
pátrængende med det foreliggende materiale at folge Ivar Lindquist2) og identificere brugen af
f-runerne pá Gummarp med brugen af j-runen pá Stentoften, blot trefold forstærket: NN. satte
tre gange gentaget fé, d.e. rigdom, og jeg benytter derfor lejligheden til at mortificere det stand-
punkt, jeg har indtaget i DR. sp. 780 anm. 5, sá meget mere som jeg ikke tor betragte Gummarp
som en gravsten. Thi den adskiller sig fra de almindelige grav- og bautastene báde ved sin form
og storrelse, og især i det milieu, hvori den er fundet, nær Stentoften, Istaby og Björketorp,
synes det vanskeligt at opretholde forestillingen om den som gravsten. Muligvis bor man af bau-
tastenenes store mængde udskille en lille gruppe, i hvilken Gummarp og Flemlose 2 bl.a. mátte
gá ind, stene med indskrifter, der vel kan liave med dod og begravelse at skaffe, uden at de derfor
l) Se Manne Eriksson och D. O. Zetterholm om Sigtuna- pá 261 Lindholmen-amulet sammen med Gummarp-stenen.
amuletten, i Fornvánnen. 1933. p. 150 ff., hvor de netop 2) Ivar Lindquist: Galdrar. 1923. p. 67-76, jfr. DR. sp.
stiller disse formler og de gentagne þriá stafi r, n og t 780.
7