Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 104

102
med spejlvendt u i uííír; i gengivelsen af det ferste navn, med binderunen ta, har stikkeren
været lielt nujagtig, thi det er netop denne Form, Worm diskuterer med Hasebard i det oven-
nævnte brev, hvor han foreslár at læse det olauf. Forbindelserne kamai og t^sur (ell. ^tsur
— binderune af T og f), er, skriver Worm i brevet, propria, »ut recte asseris«, »men hvad jeg skal
sige til buta, ved jeg endnu ikke«.
Snittet i Monumenta folger, hvad formen angár, nærmest kobberstikket (perspektivet er som
sædvanlig selvstændigt), men mens de to runelinjer — i overensstemmelse med virkeligheden og
Skonvigs tegning — skræver en smule pá kobberstikket, er dette ikke tilfældet i metalsnittet.
Det sidste liar ligesom det forste to eftermiddelalderlige u-former (med »sadeltag«), en vende-
rune af u (i buta), — det er sikkert Worms hánd, der rober sig her — og binderunen, der pá
kobberstikket er ta, er pá snittet forrykket til au (i tauf a).
Det er páfaldende, at Hasebards læsning ikke er berort i Worms manuskript, men forst med-
taget i det endelige tryk, skont Worm má have modtaget den senest 1626, og hans redaktion lá
færdig i manuskript 1632 (jfr. p. 115). Enten har han da glemt den eller senere ombestemt sig.
Derimod har Worm allerede i manuskriptredaktionen nojagtigere stedsoplysninger end Skon-
vig, idet han meddeler, at stenen stár i selve mellemrummet mellem markerne og afmærker
renens udstrækning for bonderne og i almindelighed kaldes runesten. Da man i manuskriptet
ellers intet mærker til Hasebards læsning, er det overvejende sandsynligt, at disse oplysninger
— her som andre steder — skyldes Bertel Knudsen.
Worm oversætter: Taufa lapides hosce posuit in memoriam Gamai cognati sui et Asurii, d.e.
T. rejste disse stene efter G., sin og A.s frænde. Dog tilfojer han: Jeg vilde dog mene, at buta
betod ægtefælle, hvis der skal læses bunta, svarende til vort ífussbunde.
fLÖSEN-STENEN 2
Östra hrd. Blekinge (Worm p. 212, DR. no. 365, Skonvig I, 157).
Skonvigs tegning (fig. 220) máler ca. 11 cm. Stenen forsvandt i forrige árhundrede, men for-
inden blev den undersogt af A. J. Kling, som i De Nomarchia Orientali 1746 publicerede et træ-
snit af stenen, i virkeligheden Worms snit, som forfatteren har korrigeret efter et besog
ved stenen.
Skonvigs læsning:
tuka • lit • ri(s)ax)staina þ... kuna • þan • goþa • gurþan • arf?
Klings læsning:
tuka : lnntr i iasteina .......kuna : þan : goþa : gurþaR : fa
Toke lod rejse dfisse] stene [efter NN. og] Gunne den gode, Gyrds arving(er?).
Det er let at se, at af Skonvig og Kling har den forste stáet sig, skont Kling ved sin under-
sogelse har haft Worms snit i hánden. At dette snit er skáret pá grundlag af Skonvigs tegning,
x) Det foreliggende materiale synes ikke at give hjemmel for, med DR., at supponere en form rita for risa.