Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 111

109
stenen, som Skonvig fá ár efter læser næsten rigtigt, og som lyder: bruþÍR : rasþi : stin :
þaisi : aiftÍR : busa : bruþur : sin : harþa : kuþan : trik, Broder rejste denne sten efter sin
broder Bose, en meget velbyrdig ‘dreng’, præsenterer Knudsen os for folgende læsning og tolk-
ning: SIEB GVDVR SIN ERDE. GVDER VOR BOR I KRI, d.e. siger guderne sin ære (diis
laudem suam dicerent), guderne (er) vor borg i krig (dii nostrum in bello refugium). Báde læsning
og tolkning sável som det til denne indskrift knyttede sagn stammer imidlertid fra Chytræus’
ovennævnte Monumenta præcipua, og det má være Chytræus, han hentyder til, nár han siger,
at der er flere indskrifter i Blekinge og Halland, men »de, som nu har behandlet dem (indicium
fecerunt), har afskrevet dem med for ringe nojagtighed«. Af Jelling-stenene nojes han med at
give folgende læsning: HARAL KONGE BYGGET KIRKE KAPEL BODE OFR GORM FA-
DER SINF^ OC OFR TYRE MODER SINE, og tilfojer, at den ham fra Worm tilsendte afskrift
yderligere indeholder: HERE HARALD KEIST OFFVER DANMARCIv, og den lille Jelling-
sten lyder sáledes: GORMO KONINGO KAPEL DENNE OFFVER TYRE IvONE, mens en
tredie har folgende ordlyd: STERCATERUS PYHIL SUELICUS1); kun denne sidste imaginære
indskrift fár en kommentar med pá vejen: det er bemærkelsesværdigt, at det latinske sprog er
anvendt. Af Stenalt-stenen og Grondal-stenen har Worm sendt Knudsen glarmester Albert
Holsts afskrift (jfr. p. 176 ff.), og han kunde vanskeligere have fáet et dárligere grundlag; EVFR
BROVVR SAE STE REISTI STIN DENE. Kommentaren lyder: »Du (nl. Worm) har suppleret
og, tilfojer jeg, forbedret. Efter indskriftens karakter má man slutte, at runerne (Gothicæ litteræ)
har holdt sig længe, for jeg vægrer mig ved at tro, at folk, og de, der hverken har haft smag eller
folelse for Gud eller himmelen, har kaldt graven for et sovekammer, hvad du ser, de har gjort her«.
Det er runerne SAE STE, som Knudsen utvivlsomt opfatter som: sovested2). Grondal-stenen
(p. 177) i Albert Holsts udgave har »moret og adspredt« Knudsen, fordi han selv leder sin modrene
slægt tilbage til »hine Skytter«. Hans afskrift lyder: Ofr Tygi Skyttis saeste ladis stin denne. Jeg
otte Lofuersossel. Brevet slutter med en henvendelse til læseren, hvor han forsikrer, at hvis disse
ting falder i hans smag, skal han fá store og mange ting af samme slags.
Noget egentligt indtryk af Knudsens runologiske evner kan man ikke sige, at det lille brev
giver. Det viser mere ved, hvad det ikke siger. Den næsten fuldstændige mangel pá kommen-
tarer fortæller, hvor usikker og famlende Knudsen selv stár — og mátte stá — over for disse
mærkelige indskrifter, og páfaldende er det, at den mand, der tænkte pá at skrive en Danmarks-
historie, ikke finder anledning til at fordybe sig i de problemer, som Jelling-indskriften i den
foreliggende form mátte rejse báde for ham selv og andre.
Er det da ikke muligt at komme runeforskeren Bertel Knudsen nærmere ind pá livet? Jo, ad
indirekte vej. Vi ved, som ovenfor omtalt, at han 1623 fik kgl. ordre til at undersoge indskrifterne
i Skáne, Halland og Blekinge, og at han samme ár indsendte sine afskrifter til Worm, ligesom vi
fra flere af præsteindberetningerne3) fra 1624—25 horer, at lærde mester Bertel har overset og
■) Jfr. Worm: Epist. 57 (1622) og Thomas Bartholin:
Antiquitat. Dan. 1690. p. 123.
2) Hvorledes Knudsen har kunnet fá læsningen sae
sted ud af Holsts er ikke ganske klart. Worms læs-
ning, gengivet her p. 121, tyder ikke pá, at det skyldes
hans nsuppleringer og rettelser«. Er oversættelsen ‘sovested’
inspireret af Holsts sousted i hans transskription af Fram-
lev-st. (p. 177)? Indskriften lyder i virkeligheden: qsur
stufs sun raisþi stain þqnsi auft brþur sun sin, og til
sammenligning med Knudsens opfattelse kan man ef-
terse Worms oversættelse (p. 122).
3) Tullstorp, Östra Vemmenhög, t öslra Hoby 1 og
Vástra Strö-monumentet.