Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 112

110
antegnet bemeldte runeindskrift. Da selve Knudsens manuskript er forsvundet, er vi afskáret
fra at bedomme læsningernes kvalitet; men da vi har alle Skonvigs tegninger af de tre lands-
deles indskrifter, skulde der være en mulighed for ad denne vej at konstatere, om Knudsens
manuskript, som Worm jo var i besiddelse af, har ovet nogen indflydelse pá hans redaktion —•
og om denne indflydelse skulde kunne spores i manuskriptet lil Monumenta, der synes færdigt
allerede 1632 (jfr. p. 115).
Imidlertid er der en hage ved denne fremgangsmáde, som vi i ovrigt er tvunget til at benytte:
Bertel Knudsen var ikke den eneste meddeler, Worm havde i Skáne; der var ogsá den mand, der
leverede forlægget til afbildningen af Skárby (p. 86), og ham, som gav Worm det udmærkede
forlæg for metalsnittet af Hunnestad-monumentet (p. 89), der var Skonvigs naive tegning sá
langt overlegent. Endelig er der den meddeler, som sendte Worm tegninger af de tre skánske
sten, vi genfinder pá Simon de Pas’ kobberstukne titelblad til Fasti Danici 1626 (genbenyttet i
Monumenta 1643), og hans navn kender vi. Det var Torben Ilasebard, vistnok en nær ven af
Worm. Han var fodt i Kobenhavn 1593 som son af Christian IV.s livlæge, Jacob Hasebard.
1621 blev han overste præst, provst og kannik i Lund, men dode allerede 16361).
Torben Hasebard er blandt de fem (Caspar Brochmann, Caspar Bartholin, Johs. Rasmussen,
Torbernus Jacobi Hasebardus, Ecclesiastes Lundensis, og Stephan Stephanius), der indledte
Worms forste runebog, Fasti IJanici 1626, med hyldestdigte; Hasebards var skrevet med runer.
Blandt Worms breve findes tre til Hasebard (ingen fra ham), og de er alle af betydning for
vort emne. De to er fra 1626, det tredie fra áret efter.
I det forste brev (Epist. 373) skriver Worm: To gange har jeg med fá dages mellemrum fáet
brev fra dig, Vir Reverende. Til det forste har du fojet et lærd og elegant digt bestemt til mine
Fasti ... og fortsætter: Til det sidste fojer du tegninger af to monumenter (som jeg herved sender
tilbage) og afæsker mig min mening om dem. For altsá at sige, livad jeg mener, sá er jeg overor-
dentlig tilfreds med báde tegning (delineatio) og beskrivelse (descriptio), og jeg vilde af hjertet
onske, at de andre vilde folge i dine spor. Dog kunde jeg ydermere onske, at du vilde anstille
omhyggeligere undersogelser vedrorende stednavnene, om beboerne nogensinde har ost noget af
slige fædrene fortællinger? dernæst om der engang er sket mindeværdige ting enten pá stedet eller
i nabolaget, om der findes landsbyer eller andre lokaliteter, som stár i forbindelse med disse navne
og andet sádant, som pá en eller anden máde kan lede os til kundskab om disse. Herefter folger
en diskussion om Hasebards læsning af indskriften pá Valkárra-st. (p. 101), som má have været
en af tegningerne, og som senere bliver brugt pá titelkobberet. Brevet ender med en opfordring
til at fortsætte, som han har begyndt og være forvisset om, at fædreland og ovrighed vil være
ham taknemmelig.
I det næste brev, livor Worm tiltaler ham mi Torberne (Epist. 374) opfordrer Worm Hasebard
til at interessere sig for stenen ved Vismerlöff (Hyby 1 p. 85) og udtaler onsket om en god teg-
ning af Lerager-si. (Björketorp p. 92). Brevet slutter: Hvis du ikke mere har brug for de papi-
rer, jeg sendte dig, vilde jeg gerne have dem tilbage. Dersom du kan fá lejlighed til at sende dem
til Bertel Knudsen, vil jeg gerne have, at han fár dem.
Endelig viser det sidste brev, fra 1627 (Epist. 374), at Hasebard, dog tilsyneladende med ringe
b Jfr. Ehrencron-Miillers forfatterlexikon og J. Oskar Andersen: Holger Rosenkrantz den Lærde. 1890. p. 117.