Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 113

111
held, har samlet materiale til Worm i Halland. Worm skriver: Tak for tilsendelsen af de hallandske
antikviteter og for det vidnesbyrd, du har nedfældet i den elegante ode; gid disse guddommelige
pámindelser mátte boje sindene til alvorlig anger. Du siger, at du venter med de blekingske
[antikviteter] til forárssynoden, gid med storre held end hidtil de hallandske. Hvis Bertel Knud-
sen kommer derhen, beder jeg dig minde ham om at sende mig Berosus1) tilbage. To gange har
jeg skrevet til ham hoc nomine; men jeg har ikke set noget svar. Hvis du af den liste over stenene,
som jeg har givet dig, kunde fore de skánske, blekingske og hallandske til hver sin kategori
(classemj og sende mig dem, vilde du gore en god ting. Jeg sender dig mine Fasti og beder dig om
gode rád. Du skulde have haft den for, hvis jeg kunde have vristet sá mange fra vor bogtrykker,
som skulde sendes til mine venner. Pá frontispicen vil du genkende nogle sten, som er tegnet af dig.
— Disse sten er Valkárra (p. 101), Uppákra (p. 100) og Vástra Strö 2 (p. 93); den sidste er noget
summarisk gengivet af Simon de Pas, som ikke har fáet plads til hele indskriften, og Uppákra,
der har indskrift pá for- og bagside, er blevet delt i to sten, den ene liggende bag den anden. Den
fjerde sten er den sjællandske Vordingborg-st. (p. 119, 163) sikkert efter Worms egen tegning, hvor
kobberstikkeren rigtigt har anbragt indskriften pá to tilstodende sider.
Af de tre Hasebardske tegninger har Worm lagt den af Valkárra til grund for snittet i Mon.
Dan., mens de andre ikke ses at have haft nogen indflydelse pá hans redaktion eller billedgen-
givelse, der bygger pá Skonvig. Hvad angár de ‘hallandske antikviteter’, har Hasebards forment-
lige besog ved Holm-st. (p. 80) givet anledning til, at Worm kunde uddybe Skonvigs fundhistorie,
men der er ingen rettelser til indskrift eller tegning, hvad den monstrose figur i Monumenta
(Skonvig I, fig. 151) noksom viser, og Worm ses ikke at liave modtaget noget hverken om Hybv
eller Björketorp, der har givet anledning til rettelser eller suppleringer af Skonvigs materiale.
Kaster vi et blik pá Hasebards runestenstegninger, sáledes som de foreligger pá det omtalte
titelkobber, og som vi kender dem fra det ovennævnte brev, hvori Valkárra-indskriften diskuteres,
^-s
fremgár, at Hasebard i sin læsning af Valkárra har folgende fejl: taufa for tufa, stan^ for
stin^, þisia for þisi, kamai for kamal, tqsur (ell. qtsur) for ^sur, samt har overset ind-
skriftens to sidste ord (sun hs), der stár i en kortlinje for sig nederst pá stenen. Desuden har
u-runen i to tilfælde den eftermiddelalderlige form med »sadeltag«. Skonvig har kun een læse-
fejl i denne indskrift: gamai, men har heller ikke set de to sidste ord.
Pá Uppákra har Hasebard og Skonvig de samme fejl: þisi for þasi, sina for sin, men Hase-
bard har i tilgift uistR for uistr. Pá Strö-st. endelig, hvis indskrift kun delvis er gengivet pá
titelkobberet, har Hasebard stahq, Skonvig stan for det rigtige stin.
Disse tre indskriftsgengivelser synes da at vidne om, at Hasebard ikke har været en særlig
fremragende skriftlæser, i alt fald har han været meget uheldig i sin afskrift af de relativt tyde-
lige Valkárra-runer, hvorfor det má undre, at Worm gav netop den tegning forrangen for Skon-
vigs, da han udvalgte forlæggene til sine illustrationer i Monumenta. Det har sikkert været dens
rent kunstneriske fortrin, der har gjort udslaget.
At Worm med iver harmodtaget Hasebards bidrag og har ventet sig mere fra hans hánd, frem-
gár dels af brevene, dels af at han har sendt ham ‘papirer’, formentlig udskrifter fra Bure og
forklaring af runealfabetet m. m. Der er dog næppe grund til at antage, at Worm har fáet ret
*) Berosi sacerdotis Chaldaici, Antiqvitatum libri qvinqve. Antverpiæ 1545.