Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 115

113
hinanden uafhængige undersngere ikke begge kunde fá formerne ^hki og truk frem, sá meget
mere som den forste snarest gor indtryk af at være en skrivebordsfejl, der er lobet med under
rentegningen.
Men er forklaringen da den, at Skonvig havde Knudsens afskrifter med pá sin ostensundske
rejse, sáledes at han kunde drage og har draget nytte af forstehándslæsningen? Næppe. Det er
ikke sandsynligt, at Skonvig under sit besog ved ÖVemmenhög-st. vilde have læst bruþu,
hvis han havde stáet med Bertel Knudsens rigtige læsning bruþÍR i hánden. Ligeledes vilde hans
afskrift af NÁsum-st. frembyde mange problemer, dersom man mátte regne med, at een af dens
forudsætninger var Knudsens afskrift, hvis afvigelser sá klart ábenbarer sig i Worms redaktion:
Skonvigs maria rettet til mario, Skonvigs þæm rettet til þem, Skonvigs ær til er, Skonvigs
kirku til kirkiu, Skonvigs þin rettet til þin + punkterede runerester, Skonvigs guþi (for
gerþi) til kuþi, Skonvigs arki til ærki etc.
Nár nu det endelige resultat gores op, synes der at være grumme lidt tilbage til at motivere
Worms tak til Bertel Knudsen i fortalen til Monumenta (og ingen til Hasebard): nogle supple-
rende topografiske og folkloristiske oplysninger til en fem-sex sten og skriftrettelser ved fire-
fem, det er alt. Stil heroverfor Hasebards bidrag til Simon de Pas’ titelblad, hvoraf fremgár, at
Worm má have fáet tegninger og beskrivelser fra ham af mindst fire-fem sten, og af disse er een
benyttet som forlæg for metalsnittet i Monumenta.
Men for Worm har dette set helt anderledes ud. For ham som for samtiden var Bertel Knud-
sen den strálende, anerkendte lærde, en mand han pá lige fod kunde vexle tanker og meninger
med, og hvem han oprindelig selv inspirerede til at tage fat pá runerne: starten, meningsudvex-
lingen, samarbejdet, Worms egen stigende interesse og kyndighed, hans skub til arbejdet i form
af en kongelig bevilling til Bertel Knudsens rejse 1623 og endelig resultatet: manuskriptet med
alle afskrifterne, stenbeskrivelserne, de lokale sagn og forhold og sikkert — tydningerne. Hele
dette langvarige, brændende interessante arbejde kan ikke være blevet bagatelliseret hos Worm,
da han en god halv snes ár senere skriver sin fortale eller forer den á jour. For ham mátte
Bertel Knudsen stadig stá som den, der fik det hele i gang og den, der trak det forste tunge læs,
mens Hasebards bidrag blot blev et tilfældigt moment i det store værk.
Men sandheden má ogsá være, at da Worm sad med Bertel Knudsens skánske manuskript i
hánden, har han indset, at hverken læsninger eller tolkninger kunde danne grundlag for et rune-
værk, at Bertel Knudsen kort sagt ikke var anvendelig til opgaven. Denne dom har han máttel
meddele kansleren, og hermed var Bertel Knudsens skæbne som Danmarks forste runeudgiver
beseglct.
8