Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Page 118

116
nævnes den i Lauritz Nielsens Den danske bog (1941), og Jorgen Sthyr giver i Dansk Grafik I
(1943) p. 67 Simon de Pas’ titelkobber folgende salut: »Man tænke her pá de ... stive, kluntede
Skikkelser, han i den gængse nederlandske Maner anbragte omkring Skriften pá Titelbladene til
Boger af Ole Worm (1626 og 1643) ...«.
Men Worm havde hverken tid eller rád til at ofre mere pá denne bog, end han havde gjort.
Ved kongens og kanslerens hjælp og ved bidrag fra de i hans fortale nævnte venner og medarbej-
dere, hvortil kan fojes Torben Hasebard og Laurids Bording, og ved store, personlige ofre lykke-
des det ham endelig at fá bogen ud efter en snes árs arbejde, der gik hánd i hánd med hans læge-
praksis, universitetsgerning og ovrige forfatterskab. I aug. 1650 (Epist. 94) skriver han til den
lærde Johannes Bhodius: Jeg stræber med at fá anden forogede udgave af min Literatura i pres-
sen tillige med en udgave af Lexicon Runicum og tillægget til Monumenta. 1650 havde Stepha-
nius (jfr. Epist. 292 af 30. januar) haft manuskriptet af dette lil gennemsyn, og »Additamenta«
er da sikkert udkommet 1651. Utrættelige mand!
I Werlauffs, Wimmers og Carl S. Petersens ovenfor nævnte bidrag er der givet en samstem-
mende vurdering af Worm som runolog, der báde fremhæver hans store fortjenester og viser hans
svagheder, som i det store og hele var tidens. Med rette munder alle tre vurderinger ud i beun-
drende hyldest til mesteren, der under de vanskeligste forhold evnede at organisere, udarbejde
og udgive de danske og norske runemindesmærker. Ingen af de tre forskere kendte imidlertid
Skonvigs manuskripter, og ved hjælp af dem er vi bedre end for i stand til at bedomme Worms
forhold til indskrifterne og danne os en mening om hans evner som indskriftlæser.
I sin afhandling p. 27 skriver Wimmer: »Báde beskrivelserne og afbildningerne af disse mindes-
mærker [nl. de 11, som Worm personlig havde undersogtj vidner trods alle mangler om den store
omhu, hvormed Worm har undersogt dem, og meget vilde sikkert have fáet en anden form og
et andet udseende i Mon.Dan., hvis forfatteren var bleven i stand til at foretage den pátænkte
runologiske rejse i fædrelandet«. Heroverfor kan stilles et citat fra nærværende bog p. 23, der
karakteriserer det resultat, Worm er kommet til, da han undersogte den lollandske Tillitse-
indskrift, og vel at mærke, med Skonvigs tegning i hánden: »Worm viser sig da i sin revision af
Skonvig som en meget uselvstændig runelæser; ikke blot gentager han alle hans graverende fejl,
men han fojer selv en ny til og retter kun et par enkelte«. En gennemgang af Worms læsninger
af de 11 indskrifter, han selv havde lejlighed til at undersoge, viser med klarhed, at det ikke
var som runelæser, han havde sin styrke, og at det — tværtimod Wimmers opfattelse — má anses
for en lykke, at Worm ikke kom til at redigere pá grundlag af sine egne læsninger.
Wimmer fremhæver som undskyldning for de fejl, der findes i de af Worm selv undersogte
indskrifter, at han kun liavde haft lejlighed til at undersoge et fátal. Det er dog vist tvivlsomt, om
Worm nogensinde var blevet en ordentlig runelæser, selv om det er muligt, at han ved storre
ovelse vilde have undgáet nogle af Skonvigs groveste fejl. Men nár han med den viden, han
havde opnáet om runeindskrifter og deres indhold, med Skonvigs Tillitse-manuskript i hánden,
kommer til et sá kummerligt resultat (jfr. ogsá ndf.), kan det kun skyldes, at lian har savnet
evner som praktisk runelæser. Og grunden hertil finder vi máske i et brev, netop om runeind-
skrifterne, til Bertel Knudsen af 8. Nov. 1621 (Epist. 47): Mine ojne, skriver han, slár desværre
ikke til (oculi, proli dolor! parum faciunt officium).