Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 120

118
Tryggevælde-stenen (Worm p. 105, DR. 110. 230) havde Worm besogt to gange, nemlig 1621
(jfr. ovenf. p. 107) og 1624, sidste gang pá opfordring af hans ivrige opmuntrer, kansleren Christian
Friis. Resultatet nedlagde han i en 1636 udkommet afhandling om stenen, der næsten uændret
blev optaget i MonDan. Undersogelsen, der blev foretaget i overværeise af lensmanden og andre,
viser, hvor omhyggeligt Worm gik til vamks: forst blev stenen renset; dernæst blev runerne truk-
ket op med kridt, idet han stadig med fingeren sogte at fole sig til, hvad der var hugget, og hvad
der var naturlige ridser. Nár han var i tvivl, æskede han de omkringstáendes mening1).
E. M.s læsning:
Worms afvigelser:
Side A: raknhiltr i sustin < ulfs > sati > stain
þnnsi i auk i karþi > hauk i þ^nsi auft
auk skaiþ ' þaisi
kunulfiuar sin>kl^mulan man
(s)un i nairbis > faÍR > uarþa > nu futÍR i
þq.i batri
SideR: sa uarþi ■ at ■ rita ■ is ailti stain þqmsi
Side C: iþa hiþan traki
rafnhilt(l) sustuR - siti2)
a i n ? t
þ * i s i
uil - - m. .
u i þ n a r b i s2)
þ^n
- þífisi2)
i n a h i þ a i
(Træsnittet angivcr ingen skilletegn).
Side A:
Arendts afvigelser3):
þ 1 n s i
at a t
ui iairbis - - -
þli
Side B:- - -(O-
Side C: ifa hiþai
Ragnhild, Ulvs soster, satte denne sten og gjorde denne hoj efter — og denne skibssætning —
sin mand Gunnulv, en ‘glammende’ mand, son af Nærve. Fá bliver nu fodt bedre end han. Han
skal blive en ræte, som odelægger denne sten eller slæber den herfra.
x) Det er interessant at læse Wimmers kommentar til
denne undersogelsesmetode i hans ovennævnte afhandling
p. 25, hvor han mærkeligt nok advarer mod kridtoptræk-
ningen, »en methode«, skriver han, isom har holdt sig til
den nyeste tid, men som rigtignok er forbunden med for-
skellige ulæmper og derfor má benyttes med varsomhed«.
Nár man erstatter det faste kridt med flydende og trækker
runerne op med en pensel, er det E. M.s erfaring, at bedre
máde at blive fortrolig med indskriften pá ikke findes,
ligesom optrækning i hoj grad letter overblikket over ind-
skriften, hvad der kan være af betydning, nár indskrift-
linjerne lober i uregelmæssige baner, eller nár der er tale
om at rekonstruere manglende detailler; flere af E. M.s
rettelser til Wimmers runeværk er netop kommet frem ved
optrækning, idet den automatisk forte pensel kunde vise,
at resterne af en krum bistav med sikkerhed rekonstruerede
runen til R og ikke til fj eller andet (sml. fx. Sædinge-st.
Wimmers uikik over for E. M.s kruk). Derimod har
E. M. ikke fulgt de to andre af Worm anvendte metoder —
at fole med fingeren eller rádsporge de interesserede tilsku-
ere. Den forste er værdilos, den anden forvirrende.
2) Worms text i Monumenta viser, at sável siti (for
sati), narbis (for nairbis) og þ^isi (for þqnsi) er træ-
skærerens fejl.
3) Hertil kommer, at Arendt har antydet punkter i fem
k-runer, nemlig i auk (to gange), skaiþ, raknhiltr og
kl^mulan; desuden har han ved en punkteret venstre
bistav rettet klqmulan til kl^mutan; (de nederste linjer
i m-runernes firkantede hoveder har han punkteret, det
ene sted med rette; ogsá den nederste bælg i b i batri er
-— med urette — punkteret (jfr. i ovrigt p. 214).