Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Side 124

122
Ogsá om denne indskril't gælder det, at den idag stár ganske tydeligt bortset fra det sidste i
i þisi, som Worm ogsá har overset. Om »p« i spaikiusu skriver Worm: Bemærk at P er hugget
med fremspringende hovedstav foroven og forneden for at skelne den fra B . . men i bru og
bruþur adskiller den sig ikke fra det latinske B ... Denne iagttagelse stemmer hverken med ste-
nen (eller snittet), idet alle b-runer har formen Þ med »ductibus prominentibus«.
Stenalt-stenen (Worm p. 289, DR. no. 118).
Nár Worms snit (p. 121) ses ved siden af fotografiet (DR. fig. 300), har man ikke indtryk af
at stá over for samme sten. Grunden er, at snittet viser en vilkárlig stenkontur, der nogenlunde
svarer til Worms beskrivelse: en sten ... omtrent firkantet og som pá den glatte forside viste disse
tegn. Da Worm i sin ungdom besogte den lærde Anne Krabbe pá Stenalt (dod 1618), har han sik-
kert set stenen i hendes have, men næppe taget en afskrift af rnnerne. Thi den indskriftgengivelse,
der ses pá Worms snit, kan ikke være andet end hans skrivebordsrevision af glarmester Albert
Holsts afskrift (p. 121) 1616. Da Holst (jfr. kap. 10), som figura viser, kun har afskrevet runerne
og ikke aftegnet stenen, har Worm, da han bragte sine runeillustrationer til formsnideren, mang-
let stenens form (jfr. p. 115), og hans beskrivelse viser, at han har glemt, at indskriften var for-
delt pá to sider. Dette ráder formsnideren bod pá ligesom ved den hallandske Holm-st. (p. 79).
Exemplet er lærerigt til forstáelse, ikke af Worms uvederhæftighed, men af tidens opfattelse af
videnskabens og nojagtighedens krav. Indskriften horer derfor ikke til det materiale, der skal
belyse Worms evner som indskriftslæser. Hans oversættelse lyder: In memoriam Broderi filii
sui lapidem hunc posuit Osur Stufonis filius, d.e. 0., S.s son rejste denne sten efter sin son B.
Side B. Side D.
»Virgula erotica«.
Sværteaftryk.
Virgula erotica (Worm p. 298, DR. no. lOOa og tillæg sp. 589). En sammenligning mellem
billederne p. 122, der viser fotografier efter sværteaftryk af den lille pind, der nu opbevares i
Rritish Museum, og p. 123, Worms egenhændige blæktegning i hans manuskript til MonDan.,
godtgor, at Worm i dette tilfælde har været lidt for dygtig Lil at læse runer. Der er nernlig ingen
tvivl om, at vi her har for os en kvaksalvers tryllepind med runer og runelignende tegn1), alde-
0 A. Bæksted, i Danske Studier. 1939. p. 119 ff. og 137 f.