Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Síða 126

124
les ikke beregnet pá at give nogen sproglig mening, eftersom ophavsmanden ikke var runealfabe-
tet mægtig, men ristet for at imponere ‘patienterne’ netop ved sit uforstáelige krimskrams. Af
disse tegn og karakterer har Worm udkonstrueret en Jæsning, der dog i hoj grad er inspireret af
Álborgbispen Christen Hansen, som sendte pinden til Worm med et brev1), livori han sogte at
tyde ‘runerne’. Anders Bæksted har (o.c.) morsomt pávist, at de runeformer, der gár igen i
Worms ‘rekonstruktion’ stammer fra det 1500tals alfabet, der blev kendt gennem Johannes
og Olaus Magnus’ publikationer. Worms tegning er med andre ord ikke en tro gengivelse af
pindens indskrift — thi den, mente han, vilde ingen have glæde af — men en parafrase, Worms
(og Chr. Hansens) tydning af den. En sádan fremgangsmáde, der, om den blev benyttet nuom-
stunder, vilde fá hárene til at rejse sig pá enhver forskers hoved, var dengang god latin. Alene det,
at Worm benytter den, viser det; thi i sine breve og sin produktion fremtræder Worm som den
ærligt sogende forsker, der uden blusel lægger sine tvivl frem til diskussion. Men her har jo ikke
været nogen tvivl. Worms læsning og tydning har for ham selv været fakta.
Vender vi os nu til de ovrige indskrifter, som ogsá Skonvig har undersogt, Tillitse (p. 21),
Gárdstánga 1 (p. 98) og Jelling-stenene (p. 69 ff., jfr. foran p. 117, note 1), viser det sig, at Worms
revision enten har betydet et tilbageskridt eller overhovedet ikke er mærkbar. Tillitse-revisionen
má (jfr. ovfr.) nærmest kaldes en tilbagegang og kan i alt fald ikke betegnes som det modsatte.
Pá Gárdstánga korrigerer Worm Skonvigs risþu til ristu og filaga til filaka; begge rettelser
er gale. Den ejendommelige m-form i ^smut, med bollen midt pá hovedstaven, genfindes pá
Skonvigs tegning, og det er vel træskæreren, der er skyld i punktets forsvinden i filaga. Ved
Jelling-stenene mærkes Worms personlige undersogelse sá lidt, at man finder Skonvigs mærkelige
gengivelse af Jelling 1 — med indskriftlinjerne pá to tilstodende sider — gentaget i snittet, og de
rettelser, Worm har foretaget, kan udmærket godt være gjort i studereværelset, og er det sikkert
ogsá.
Denne korte gennemgang af Worms selvlæste indskrifter viser altsá, at der næppe var noget
vundet ved, om Worm personlig havde berejst landet og undersogt indskrifterne — og sá var der
næppe kommet noget runeværk; i nogle tilfælde var resultatet máske blevet bedre end Skonvigs,
men i almindelighed sikkert dárligere. Hertil kommer den chokerende viden, vi má uddrage aí'
Worms læsning af Virgula erotica og hans ændring af Skonvigs korsstav pá Tillitse-stenen (p.
23) til et Urneváben. Der kan ingen tvivl være om, at den egenskab, som ogsá pletter andres
runeundersogelser: evnen til at se, hvad man vil, i hoj grad var til stede hos Worm, og det er let
at forestille sig, hvilken indflydelse det vilde have fáet pá en tid, da hverken kendskab til sprog-
eller runeformer eller indskrifternes almindelige indhold kunde læg'ge tojle ])á fantasien.
Worms fortjeneste ligger i bearbejdelsen, samlingen og udgivelsen af det forste danske (og
norske) runeværk, et pionerarbejde af allerforste rang. Uvidende i runer og sprogforskning gen-
nemforte han — i hoj grad for egne midler — dette krævende arbejde og lagde dermed grunden
ikke blot til det danske runestudium, men til interessen for dansk oldforskning. Alt mátte han
gore fra grunden; der var ikke andre oldnordiske ordboger eller grammatikker end dem, han
selv fremskaffede ved islandske venners hjælp2). Men her var det ogsá, det glippede, og hvem
x) Epist. 463.
2) Jakob Benediktsson: Ole Worm’s Correspondence
■with Icelanders, Bibliotheca Arnamagnæana VII. 1948.
p. XVIII.