Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 127

125
vil undre sig over det nu — halvandet árhundrede for Rask? Metoden er der derimod intet i
vejen med. Báde opbygningen af hele runeværket og behandlingen af de enkelte monumenter
er sá godt optomret, at den næppe er til at forbedre, og det var da ogsá den, Wimmer anvendte
i sin Danmarks Runemindesmærker, og den, der nntildags benyttes i de svenske og norske ru-
neværker.
Worm indleder behandlingen af de enkelte danske landsdele med en chorografisk oversigt,
som han i det store og' hele har hentet fra Lyschanders Antiquitatum Danicarum sermones.
Hver indskrift begynder med en beskrivelse af monumentet og de herhenhorende topographica
og sagn. Kun vanskeligt genkender man i Worms malende og veltalende latin Skonvigs torre,
danske oplysninger om plads og mál, og dog er det overalt ham, der er hovedkilden til de danske
monumenter, selv om Worm af og til supplerer fra andre kilder. Dernæst trækker Worm indskrif-
ten ud og gengiver den med runer, rune for rune, fordi han pá denne máde vilde gore læseren for-
trolig med dette alfabet. Herefter folger en transskription til, livad Worm forstod ved olddansk,
og endelig oversættes indskriften til latin. Under Tillitse-stenen p. 21 er der givet et konkret
exempel pá denne fremgangsmáde. Endelig folger Worms kommentar til de enkelte ord og vendin-
ger af interesse, og de lange citater, han anforer, oftest fra klassiske forfattere og indskrifter,
viser, at han ikke har skyet nogen moje for at lose problemerne, ligesom han undertiden gengi-
ver andre samtidige forskeres (fx. Stephanii) synspunkter.
Til sine tolkningsforsog bruger Worm, som naturligt er, alle de hjælpekilder og meddelelser,
der stod til hans rádighed. Og han har været utrættelig til at samle. Har han mere end een teg-
ning eller gengivelse af en runeindskrift, holder han sig ikke til den ene, men tager efter bedste
skon fra den ene eller den anden, hvad der synes ham rigtigst. Oplysende exempler herpá er
Lösen 2 (p. 102 og Jelling 2 (p. 72 f.). fÖHobys (p. 90) hjemmelavede, rektangulære gravsten
viser en ejendommelig blanding af eget arbejde [nl. stenens kontur], Skonvigs og Bertel Knud-
sens afskrifter.
Et par exempler pá de sproglige vanskeligheder, Worm pá grund af sit (og tidens) manglende
kendskab til oldsproget kom ud for, skal gives: en stadig kilde til overvcjelser var det oftere til-
bagevendende harþa kuþan trik (trak, truk), d.e. harpa gópan dræng, en sáre god ‘dreng’
(‘dreng’=ung mand, formentlig med særlig henblik pá hans mandlige og krigerske dyder).
Under St. Köpinge-st. (p. 92, jfr. p. 58, 83, 84, 104) oversætter Worm truk guþan, tro mod
guderne, en tolkning lian dog betegner som en hypotese. Nogen kunde máske ogsá mene, skriver
han, at de, som har været smykket med slige encomiis, har været præster og specielt knyttet til
Divorum officiis, og at det er det, man har villet udtrykke med disse titler. Ved Hobro 2 (p. 47)
oversættes harþa guþian tryg: diis bonis (exercitui) fido, d.e. som var tro mod de gode guder
eller — mod hæren (jfr. Skovlænge p. 27, hvor oversættelsen af harþa guþan þiagn lyder:
exercitus boni ductoris, hærens gode anforer). Ogsá andre ord volder vanskelighed. Pá Uppákra
(og Strö, p. 100, 93) bliver uistr tuþr arf til Tors sande arving, pá Fuglie 1 (p. 103) gutieti
(der stár kutlati) til optime deus (»superlativum á kuti, gode«). Uheldige oversættelser kommer
naturligvis frem, nár Worm begynder læsningen i en forkert linje, Tirsted (p. 29), Gesing 1 (p.
42) og Tryggevælde (p. 118).
Som noget af det værste i Worms runeværk tor man vel betegne en del af de personnavne,