Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 130

Kapitel 0
JON SKONVIG
Allerede Rasmus Nyerup havde kendt de arnamagnæanske runehándskrifters existens og
været klar over, at Skonvig var »forfatter« til nogle af dem (jfr. p. 129), og Finn Magnusen1) -
jfr. ogsá Werlauff2) — vidste, at »en stor Deel af de dertilhorende fnl. Worms runeværk] Tegnin-
ger findes i den arnamagnæanske Haandskriftsamling under Nr. 366 til 371 i Folio«. Magnusen
troede ganske vist, at disse tegninger var fremkaldt af det kgl. reskript 1622 og tilskriver Bertel
Knudsen Skáneheftet (A. M. 369). Hans og Nyerups bemærkninger er ábenbart overset af Wim-
mer, der ikke synes at have kendt disse for dansk og norsk runestudium sá vigtige hándskrifter.
Forst i vort árhundrede bliver Skonvig draget frem i lyset, idet Frederik Orluf páviste, at
ophavsmanden til A. M. 366, 367, 369 og 370 fol. var Skonvig3), og at disse hefter sammen med
368 og 371 fol. danner hovedgrundlaget fðr Worms runeværk.
Ganske periferisk nævner Orluf hándskrifterne, hvis existens han vel kendte fra Nyerup og
Magnusen, i Hist. Aarb. f. Tisted Amt 1911 p. 60; men ogsá denne omtale gár upáagtet hen, og da
Marius Kristensen i Danske Studier 1919 tager sagen op til undersogelse, er det pá frisk grundlag,
og han mener som resultat at kunne fastslá, at »man forelobig bor gaa ud fra, at de tre hefter
|A. M. 366, 367 og 369 fol.j er (en Del af) Worms Forarbejder til sit store Runeværk, og at de
skyldes en eller et Par af hans Hjælpere«.
Foranlediget af denne afhandling gor Orluf i samme tidsskriftserie 19214) kort og klart rede
for det resultat, han allerede for ár tilbage var kommet til, at ikke blot A. M. 366, 367 og 369
fol., men ogsá 370 er forarbejder til Worms runeværk, udfort af Skonvig og sandsynligvis i árene
1626—27. Samtidig gor Orluf med I. F. Lampes Bergens Stifts Biskopper og Præster (jfr. p. 129,
note 6) som hovedkilde kort rede for Skonvigs data, indtil han 1628 blev skibspræst.
Hvem var denne Skonvig, der nu dukker op og kræver opmærksomhed, som med eet slag gor
alle Worms runeafbildninger værdilose som kildestof, ja, som gor selve Worm rangen stridig som
runelæser? Hvordan fik Worm fat i ham? Hvordan er hans tegninger? Hvordan hans kundska-
ber? Har han ikke gjort andet pá litteraturens marked? Hvad blev han? Vil man være i stand
til at danne sig et billede ikke blot af runologen, men ogsá af mennesket?
I den trykte litteratur træffer vi forste gang Skonvigs navn i en lille bog pá fire smá blade,
!) Runamo. 1841. p. 455 note **, jír. p. 439 og 449.
2) E. C. Werlauff: Bemærkninger i Anledning af den,
til de nordiske Oldsagers Samling og Opbevaring nedsatte
Commission. Kbh. 1808, p. 10, der atter henviser til Suhms
Saml. II, 3. h. p. 34 og 215 (A. M. 368 og 371 fol.).
3) Nár han imidlertid pá titelbladet til det norske hefte
A. M. 370, der er dateret 1626, vil finde Skonvigs mono-
gram, som han oploser I S N, »som utvivlsomt bor aflæses
Jonas Schonvigius Norvagus«, tager han fejl. Tegnet er et
Jesumonogram (sml. p. 17).
4) sOriginaltegningerne til Worms Monumenta« p. 21 ff.