Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 140

138
ferst indfort sin blyantstegning pá bladet, ofte kun med let hánd, og dernæst trukket hárdere
op. Denne hárdere optrækning findes ved næsten hver sten i Lolland-Fyn, pá en del i Skáne og
kun ved fá i Jylland. Især i Lolland-Fyns-heftet har han arbejdet, ja, slæbet med tegningerne,
visket ud og tegnet op, sá stregerne stár i hajt relief pá papirets bagside. Endvidere: i Lolland-
Fyns-heftet har hver sten — med een undtagelse — sit blad; kun Allerup-stenen er tegnet pá
bagsiden af Ronninge-stenens blad; i Skáneheftet har de fire forste sten deres eget blad, men
dernæst bruges begge sider indtil bl. 17, og de tre sidste sten har hver sit blad, fordi han opdager,
at der er rigeligt med papir (heftet ender med fem blanke blade). I Jyllandsheftet er papiret —
bortset fra de forste tre sten — fuldt udnyttet, og der er ofte to sten pá samme side. Hvad texten
angár, da ses det klart, at Skonvig endnu ikke i Lolland-Fyn har fundet den faste form, der er
karakteristisk for Jyllandsheftet. Kun ved de forste to sten meddeler han runernes hojde; tre
gange glemmer han stenarten; hans almindelige form i Lolland-Fyns-heftet er ellers: »Denne
kampesten findes«, men ved Tirsted kommer der midt i texten dumpende: »Dette er en haard
Kampesten«. I Skáneheftet er systemet straks noget strammere; talrige gange har han dog kun
skrevet: »Denne sten findes«, men overalt klaret det ved at indfnje »Kampe« foran »sten«; lige-
ledes har han nogle gange glemt landsdelen og kun skrevet herred og sogn, men ogsá her har han
indfejet rettelsen: »i Skáne«.
Alt dette kan skyldes tilfældigheder, men den mulighed foreligger, at Skonvig, trods rejsernes
rækkefolge, alligevel har tegnet Lolland-Fyn rent forst, og at det kunde være derfor, han havde
gjort sig sádan en umage med tegningerne — for at leve op til sin fælles fine tegninger i Bergens-
heftet. I sá fald mátte man imidlertid, pá grund af Strö-tegningens publikation 1628, regne med,
at de to hefter var blevet rentegnet sá temmelig samtidigt. Om dette har været tilfældet, kan ikke
afgores; papiret i de to hefter har i alt fald forskelligt vandmærke.
For Jyllandsrejsernes og det herhen horende heftes vedkommende har vi ikke sá gode holde-
punkter. Af Worms ovenfor omtalte brev 1629 til kansleren (om det kald i Norge, som Skonvig
ikke fik, jfr. p. 132) fremgár, at Skonvig pá dette tidspunkt havde foretaget een eller flere rejser
i Jylland, men at han endnu (mellem den 26. okt. og 4. nov.) manglede at undersoge og aftegne
nogle indskrifter. Den omstændighed, at det blev Laurids Bording, der kom til at levere tegninger
af Læborg, Fovling, Vamdrup og Landerup, tyder pá, at Skonvigs afsluttende rejse aldrig blev
foretaget. Grunden hertil kender vi ikke. Hans embede som skibspræst kunde ikke være hin-
dringen (eftersom i alt fald nogle af hans runetegninger er blevet til, mens han indehavde dette
embede (jfr. Worms fortale til Monumenta), og orlov skulde han nok kunne .fá, han med Worm
og Worm med kansleren i ryggen. Vi má da nojes med at konstatere, at Jyllandsheftet er det
sidste i rækken, rejserne her er næppe begyndt for 1628, og i efteráret 1629 manglede endnu
nogle tegninger, af hvilke Skonvig aldrig fik udfort de sidste. De danske hefter er altsá ren-
skrevet i árene 1627—29 (ell. senere): Skáne-Halland-Blekinge 1627, Lolland-Fyn 1627, Jylland
1628—29 (ff.?).
Hvor nyttigt og interessant det end kan være at ridse udviklingslinjerne op for runologiens
forste stadier og at gore rede for Skonvigs plads i den historiske udvikling, sá er og bliver den
væsentlige betydning af disse ældste runetegninger dog deres værdi som kildemateriale, nár de
er vor eneste adgang til at studere indskrifterne pá nu forsvundne sten.