Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 143

141
om han regulært har tegnet stenen med runerne inde i konturen, sáledes som vi ser det pá hans
rentegninger, eller om han, ligesom Peder Syv, da denne tegnede stenene ved Rundetárn til
Resens atlas1, har gengivet konturen ved siden af indskriften. Dog tyder hans tegninger i alminde-
lighed pá, at lians kladde har set ud omtrent som rentegningen, og Orlufs tanker2) om, hvorledes
Skonvig eet sted i sin notesbog har »exciperet« indskriften og et andet konturen alene, er uden
grundlag, nár man ser pá det samlede materiale. For det forste existerede der dengang næppe
notesboger af den art, enhver arkæolog nu gár rundt med, for det andet kan vi af Skonvigs eneste
bevarede originaltegning, nemlig af Runamo-klippen (I, 103), og af A. M. 368, se, at tegnerne
rejste med store, lose ark, pá hvilke der var rigelig plads báde til skrift og kontur, hvad enten de
nu vilde tegne dem sammen eller ved siden af hinanden. Andetsteds3) har jeg vist, hvor urimelig
Orlufs antagelse om identitet mellem Sjorind-st. og den tabte Torup T (p. 56) er; nok er Skon-
vig en ringe tegner og en unojagtig máler, men han er en pertentlig herre — det viser allerede
hans skrift — der ikke bringer uorden i sine tegninger. Hans stenkonturer skal man tage med re-
servation, fordi man nu engang má konstatere, at han manglede sans for proportionerne.
Skonvigs forhold til metrologi giver sig ogsá andre, mærkelige udslag. Han vil have sá meget
med pá sin tegning som muligt; derfor folder han undertiden stenen ud, sá man samtidig ser
tre af dens sider pá een gang; dette er fx. tilfældet med Tillitse-stenen (fig. 1), et forhold Worm
dog fár redresseret ved sit eget besog, sá formskæreren fár et fornuftigere forlæg. Pá Holm-stenen,
Halland (fig. 150), der er en flad, foroven afrundet sten, hvis indskrift lober rundt pá den smalle
kantflade, tegner Skonvig ganske simpelt en rammestreg uden om stenen og anbringer runerne
her, og da han ikke vedfojer nogen forldaring, tror træskæreren, at han har glemt at tegne sten-
konturen, et forhold han boder pá ud af sin egen kunstneriske fantasi (fig. 151), og se, i stedet
for en middelalderlig gavl-gravsten, findes der i Worms runeværk en runesten af vikingetidstype,
hvis indskrift i lighed med sá mange skánske lober i en bue pá stenfladen4).
Mens der dog er en naturlig forklaring pá disse to tilfælde, stár man forst helt uforstáende over
for Skonvigs tegning af den lille Jelling-sten (fig. 144), livor han anbringer bagsidens indskrift
(side B) pá den side, der stoder op til forsiden (side A), — indtil man kommer til at se pá Magnus
Petersens tværsnit i Wimmers runeværk. Stenen er virkelig trekantet, og de to indskrifter stár
sáledes pá tilstodende sider; men Skonvig har blot i hoj grad overdrevet vinklen.
Inden vi gár over til Skonvigs billedtegninger, má der siges et par ord om hans málopgivelser.
Under behandlingen af de enkelte sten er Skonvigs alen5) omregnet i meter og sammenstillet med
E.M.s mál, og der er gjort rede for grundene til de afvigelser, der findes sá at sige i hvert tilfælde,
livad enten de nu skyldes unojagtighed fra Skonvigs side eller — for hojdemálet —, at mere eller
mindre af stenen er synligt nu end pá Skonvigs tid. Det fremgár da, at Skonvig pá sine rejser har
medbragt et alenmál, der ábenbart kun har været inddelt i kvartér, ikke ogsá i tommer, siden han
aldrig, i modsætning til i A.M. 370, bruger denne enhed. Skonvigs mál er kun meget omtrentlige,
0 APhScand. IX, 1934—35 p. 193 ff. 5) Máleenheden er den sjællandske alen, som svarer til
2) Danske Studier. 1927. p. 27 f. 62,7 cm; ogsá i det norske hefte anvender han den sjæl-
3) Aarb. f. nord. Oldkynd. 1936. p. 247. landske alen og kun i eet tilfælde den norske alen (ifolge
4) Ogsá ligsten kan han folde ud, sá kantindskriften Arent Berntsen 9/10 sjællandsk alen, jfr. i ovr. A. Steinnes,
lægges op i samme plan som forsiden, se Gesing-stenen 1 i Nord. Kultur: Maal og Vægt. 1936. p. 124 ff.) og mærke-
(fig. 47). ligt nok i forbindelse med den sjællandske alen se I, 187.