Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 144

142
hvad der bl.a. fremgár af de mange tilfælde, hvor han opgiver málene i hele eller halve alen, og
nogle gange er der sá store afvigelser fra E.M.s mál, at han ikke kan have haft pinden fremme,
men har stolet pá sine ojne eller brugt »hándmál«. Man tor derfor ikke bygge for meget pá disse
málopgivelser, især ikke pá de skánske, der er særdeles unojagtige. Direkte fejl forekommer ogsá,
som nár han om Strö-monumentets to runesten siger, at de begge er 3 alen hoje og 3 alen brede;
disse mál kunde til nod gælde no. 1, der kun er en ubetydelighed hojere, end den er bred (170 x
165 cm), mens no. 2 máler 205 x 130 cm.
Man ved ikke, om man skal le eller græde, nár man betragter Skonvigs gengivelser af runeste-
nenes billeder og ornameníik. Noget sá hjælpelost er vist aldrig set i tegnekunstens historie.
Hvad har han ikke fáet ud af den store Jelling-stens Kristusskikkelse? (fig. 134). I stedet for den
strenge, stiliserede, præromanske Kristusfig'ur, der med sine tomme ojne stirrer beskueren sphinx-
agtigt imode, og som sá rigtigt udfylder steufladen sammen med de kraftige, tvedelte bándslyng
og knuder, finder vi pá Skonvigs tegning en diminutiv, let forundret tjenestepigeskikkelse med
kappe pá hovédet. Forsoger vi at finde nogen overensstemmelse mellem stenens bándslyng og
Skonvigs blomsterranke med indskudt rertæssancebeslagværk, kommer vi til kort, og bedre er vi
ikke farne, nár vi vender os mod ‘det store dyr’, hvor der kun er den lighed mellem stenen og
tegningen, at der i begge tilfælde er tale om dyr; eller hvad mener man om knudeslynget pá side
A? Denne fundamentale brist i opfattelsen parret med en ligesá total mangel pá evne til at kopiere
et billede efter naturen fejrer sande triumfer, hvis vi blader om til Hunnestad-monumentet (fig.
181) eller Skárby-stenen (fig. 172). Dxemanden har han opfattet, men spejlvendt den pá sin teg-
ning, gygen og loven ved masken er blevet til en trekantet hat over et stakit og herunder en
stjerne; det store ‘Jellingdyr’ har han end ikke set, og pá Skárby-stenen svæver et uhyggeligt
gespenst os imede over en trekantet ‘Hunnestadhat’ i stedet for stenens potegivende love.
Nu er der selvfolgelig ting, der kan fremfores til Skonvigs undskyldning. For det forste er det
ingenlunde altid let at fá de ofte utydeligt indristede linjer i en rá granitsten til at samle sig til
et billede, især hvis man tager belysningen, som den er, og ikke lægger for megen vægt pá stenens
rengoring1); for det andet má man regne med, at vikingetidens billedstil var et uopdyrket felt
pá Skonvigs tid. — Dog det er ikke nok til at forklare disse usselige og bundforkerte tegninger.
Nej, det var ikke som kunstner, Skonvig skulde sætte sig et eftermæle. Hans evne til at opfatte
og gengive selv en tydelig billedfremstilling var om muligt ringere end hans sans for stenens
proportioner.
Ligesom enhver forsker má igennem sit personlige begynderstadium, inden han nár at gore
sig til herre over sit stof, sáledes má ogsá de enkelte fag kæmpe sig frem mod fuldkommenheden
gennem mange stadier. Den enkelte forskers begyndervanskeligheder bliver i skrivebordsskuffen,
mens fagenes pionerarbejder má stá for senere tiders skud, uanset at det er dem, der danner
x) Hvor meget belysningen betyder for opfattelsen af
ru granitornamentik, viser flgd. exempel: Pá bagsiden af
Vástra Strö-st. 2 er der en ‘maske’; da Jeg besogte monu-
mentet, var jeg nok i stand til at se, at der var huggede
streger, uden at det var mig muligt at fá mening i dem;
forst om aftenen, da furerne blev trukket op med konrog
i lommeiampens skær, tonede masken efterhánden frem.
Et exempei pá, at rutinerede runetegnere har set billeder
pá en runesten, som ikke var der, giver den ellers nogterne
og omhyggelige skánske rektor Bruzelius’ tegning af Val-
kárra-stenen 1871. Stenen er uornamenteret; men han
kunde se og gengive en mandsfigur; jfr. ogsá Worms
)>Urne-váben« pá Tillitse-st. (I, fig. 4) og Laurids Bordings
»hánd« pá Vejlby-st. p. 186.