Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Blaðsíða 145

143
fagets grundvold; thi det er erkendelsen af de forste famlende forsogs fejltagelser, som bringer
forskningen videre og tvinger den ind i rigtigere baner. Worm udgav sit runeværk ved hjælp af
en udsendt tegner, det samme gælder i hovedsagen Rafns, Stephens’ og Thorsens runearbejder,
der fortrinsvis hvilede pá andres iagttagelser og undersogelser. 200 ár efter Worm havde de ikke
opdaget den fundamentale fejl ved denne fremgangsmáde, som det var forbeholdt Wimmer at
rette (jfr. dog ogsá Arendt, kapitel 15).
Skonvig er den ferste egentlige ‘professionelle’ runetegner og -læser. Han medbragte til dette
arbejde de handicap, at han ikke var kunstner eller blot udstyret med en viss tegnefærdighed,
samt at han ikke kunde olddansk, eller i alt fald kun meget lidt; men hvordan var han til at
læse runer? Er hans indskriftsgengivelser brugbare idag?
Den udforlige gennemgang af de fire danske hefter giver svaret, og den viser mange udmær-
kede læsninger, mange mádelige og et par kaotiske (pá hvilke der dog muligvis kan gives en for-
klaring). De mádelige begrundes dels af paradoxet, at man i virkeligheden ikke kan læse en
runeindskrift, med mindre man ved, hvad der stár pá stenen, dels af visse forhold, der hænger
noje sammen med runelæsningens udviklingshistorie.
Det er givet, at en indskrift pá en rá granitflade kan være sá forvitret, at den ábner adgang
for flere læsemuligheder, sáledes at det bliver ikke et mekanisk jugement, men et filologisk skon,
der bliver det afgorende. Allerede her ser vi da en grund til fejllæsninger hos Skonvig, som nutiden
med lethed vilde undgá. Men det er ogsá klart, at kommende tiders mere udviklede teknik, fx.
konstatering af indre forandringer i stenens struktur uuder spidshammerens slag, vil lose gáder,
som projektorlysets skarpe stráler má lade stá uloste, akkurat som projektoren har aflivet ad-
skillige problemer, som dagslys og papaftryk ikke var i stand til at lose1). Pá samme máde findes
der indskrifter, der lader sig læse i gunstigt dagslys (sidelys), men som ikke kan blive rigtige,
hvis man undersoger dem i en mindre gunstig (flad) belysning. Dette kan ikke understreges kraf-
tigt nok — fordi det er det, den uerfarne epigrafiker har vanskeligst ved at forstá —, at den
sikreste kilde til fejllæsning er at forsoge at læse en runesten i ugunstig belysning. Vi nærmer os
hermed de forhold, Skonvig har haft at arbejde under. Vi ved ikke, hvilke pengemidler han har
haft til sin rádighed, ligesom hans væsens charme over for de stedlige kirkehyrder, af hvis inter-
esse for foretagendet han i sidste instans var afhængig, er os ukendt. Han har sikkert som regel
kunnet fá en mand til at rense stenene og til at foretage mindre udgravninger, hvis stenen var
sunket for dybt i jorden. Men der har næppe været midler eller tid til at fá stene flyttet fra ugun-
stige stillinger. I almindelighed har han máttet tage forholdene, som de var, oghar været nodt til
at læse og kopiere indskriften i den forhándenværende belysning. Hvis han sá blot havde kunnet
blive ved de enkelte sten i skiftende belysninger, havde han dog haft den fordel, men med det
tempo, han synes at have haft pá — Skáne — Halland — Blekinge — Lolland — Fyn pá een
sommer — har tiden næppe sláet til. Desuden har han vel ikke forladt nogen sten, for indskriften
efter hans bedste overbevisning var læst rigtigt, og han har derfor sikkert anvendt præcis den tid
til sin læsning, han mente var nodvendig. Det er nemlig et almindeligt psykologisk træk, at
begynderen ifolge sagens natur ikke er klar over sin egen evne til et arbejde, eftersom han ikke
') Jfr. bemærkningerne foran p. 142 note 1 om Strö- hvis existens ligeledes forst afsloredes af projektorlyset
masken, eller sideindskriften pá Haddeby 4 (DR. no. 4), (p. 255).