Bibliotheca Arnamagnæana. Supplementum - 01.06.1958, Qupperneq 146

144
kender vanskelighederne og derfor undervurderer dem1). Det er klart, at det kræver nogen erfa-
ring at blive klar over, at indskriften kan indeholde mere, end ojet ser i en eller anden tilfældig
belysning; men hvor stor en rolle dette spiller, gár i virkeligheden kun op for den, der har provet
at betragte en indskrift i den forhándenværende belysning og dernæst har undersogt den med
kunstigt sidelys, som drejes vinkelret eller skrát pá de huggede linjer: livad man for end ikke
anede, springer nu op i ojnene med en voldsomhed og tydelighed, man skulde forsværge. Det er
bl.a. denne mangel pá erkendelse af belysningens betydning, der gor, at man som regel finder
fejl i gravskrifter, der er gengivet af lokalhistorikere, som ikke til daglig beskæftiger sig med ind-
skriftlæsning, men nu som en hobby udgiver deres sogns mindesmærker, og det er i virkeligheden
forst undersogelserne til det sidst udkomne runeværk, der har draget de fulde konsekvenser af
belysningskravet, idet ingen indskrift er undersogt i dárlig eller halvdárlig belysning, men alle
i det for runerne mest hensigtsmæssige lys. Ikke engang Wimmer drog disse konsekvenser; han
taler ofte om, at han undersogte stenen i den heldigste belysning, dvs. nár den tilfældigvis fore-
fandtes; for ham blev aftrykket det eneste saliggorende, fordi det var hándterligt og kunde ven-
des og drejes efter lyset. Skavankerne ved denne metode blev han næppe nogensinde fuldt klar
over, men han garderede sig ved altid at kontrollere sine aftrykslæsninger ved et fornyet besog
ved stenen; man vil dog, efter hvad her er sagt, let se, at dette ikke var en ufejlbarlig kontrol,
hvis hans anden undersogelse foregik i ugunstigt lys, og dette er grunden til, at der kan være
fejl hos Wimmer, selv om han skriver, at lians fornyede undersogelser fuldtud bekræftede det
resultat, han var kommet til ved studiet af sine aftryk (jfr. i ovrigt p. 258f.).
Skonvig har sáledes ikke været og kunde ikke være klar over de faldgruber, der lurede pá ham
ved hver eneste indskrift, og han savnede desuden den elementære sprogkundskab, som Worm
forst pá dette tidspunkt var ved at tilegne sig. Havde han haft lidt viden om indskrifternes sprog
og indhold, vilde han have undgáet ikke sá fá fejl; men det kunde han ikke have. Af et par trans-
skriptioner i A.M. 370 fremgár, at han har kendt runernes værdi, og han har selvfolgelig kendt og
forstáet de almindeligt tilbagevendende ord og udtrvk. Nár han pá sin rentegning af Hunnestad 2
(fig. 181) og af Skárby (fig. 172) retter indskriftens fejlristede htTI snti til det rigtige H-tTI sati
og HI+ sia til det rigtige Hlt sin, viser han, at han har forstáet disse ord i deres sammenhæng.
Máske har han foretaget disse rettelser ganske automatisk ved selve undersogeisen, men det er
ogsá muligt, at han har kopieret indskrifterne med deres fejlristninger; da han sá er kommet hjem
og tager fat pá rentegningen, tror han, at han har skrevet forkert af, og retter. Karakteren af
Skonvigs sproglige viden2) træder ogsá frem i hans tegning af Grensten-stenen (fig. 117), der har
hialp i stedet for indskriftens hiab, og i alt fald pá gengivelsen af Holm-stenen i Halland
(fig. 150), hvis indskrift lyder: »Her ligger Ennar Arnbjorns son. Gud«. Det sidste ord guþ er
J) Det er et træk, jeg báde personlig har erfaret og ofte
oplevet i min virksomhed ved Nationalmuseet. Tag en op-
vakt student med ud til en kirke og sæt ham til at afskrive
ikke en runeindskrift, men fx. en 1600tals gravsten med
versalskrift; der behover ikke at være udslidte og vanske-
ligt tilgængelige passager, alligevel vil der være flere fejl
i hans afskrift, alt efter hans medfodte nojagtighed; det er
ikke, fordi manden ikke kan skrive rigtigt af, men ganske
simpelt fordi han undervurderer dette arbejde: dels kræver
det en ikke ringe koncentration, dels at undersogeren er sig
bevidst, fra hvilken retning lyskilden kommer. Hvis lyset
nemlig falder vinkelret pá stenens langside, vil alle de
linjer, der er parallelle med lysstrálen enten helt forsvinde
eller i alt fald være svagere end de linjer, der gár vinkelret
pá lyset; som folge deraf vil T’er og L’er i det angivne til-
fælde ofte synes at være I’er.
2) Sml. ogsá Norra Ásum (p. 88), Ronninge (p. 30) og
Gesing 1 (p. 42).